ÅNDto … hva’ for noget?

Over de foregående ca. tre år har der i regi af Religionslærerforeningen siddet en arbejdsgruppe med repræsentation af den filosofiske, teologiske, idehistoriske, psykologiske og pædagogiske verden for at udrede, hvordan vi på nogenlunde ædruelig vis kan tale om det åndelige her i det 21. århundrede, så det ikke ender i hverken flygtig spiritualitet eller fanatisk absolutisme.

Det kom der umiddelbart før sommerferien en bog ud af, som der hen over dette skoleår tilbydes arrangementer om til landets CFU’ere, professionshøjskoler og universiteter.

Motivationen bag projektets iværksættelse var skolelovens bemærkning om, at det åndelige indgår som et element i arbejdet med elevernes alsidige udvikling, samt det forhold, at dette aspekt ikke har fyldt noget nævneværdigt i den pædagogiske debat, siden det blev skrevet ind i loven i 1993 – dette til trods for, at vigtigheden heraf bliver understreget ikke mindre end fire gange i FN’s Børnekonvention, som Danmark ratificerede i 1992.

I forlængelse af ovenstående blev afsættet for gruppens arbejde en lettere omskrivning af Kants gamle diktum fra 1787 om, at hvis man i relation til oplysningsprojektet og i en uddannelsesmæssig sammenhæng skal tale om religion, bør det ske inden for rammerne af den blotte fornufts grænser. Det samme tænker vi må gælde for det åndelige, og det svarer så udmærket til den senere amerikanske pædagogiske filosof John Deweys definition af det åndelige som et grænsefænomen, der angiver bevidsthed om, hvad der kan erkendes og hvad, der må henstå i tåge, men også et fortolkningsredskab, der giver bud på betydningen af det tågede samt dets relation til det, der foreligger som viden.

Undervejs i arbejdet fik projektet uventet medvind fra nogle forskere på Syddansk Universitet, som i et internationale tidsskrift offentliggjorde den største undersøgelse af sin art i verden om, at 80% af den danske befolkning jævnligt oplevede at have åndelige behov. Det var nye toner i en tid, hvor det åndelige i hvert fald i den toneangivende offentlige debat var ugle set. Til gengæld påkaldte resultatet sig ikke synderlig opmærksomhed i den brede befolkning, hvor det snarere synes at være common sense. Men det var jo også på baggrund af besvarelser fra repræsentanter herfra, at resultaterne var fremkommet.

Mere ståhej kom der i forlængelse af, at daværende børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye i et større interview i Weekendavisen slog til lyd for, at den vedtagne militære oprustning skulle suppleres med en åndelig og at denne opgave i vid udstrækning skulle løftes af skolen. Sammen med statsministerens gentagelse af pointen på Grundlovsdag samme år og Socialdemokratiets tildeling af et ordførerskab om emnet til Ida Auken gav det anledning til en voldsom debat i de kunstkulturelle miljøer, mens man ikke rigtig tog notits af det i de pædagogiske, hvor der fortsat synes at være en vis berøringsangst overfor det åndelige selv om flere forskningsresultater indenfor sundhedssektoren peger, at en manglende åndelig udvikling kan have negativ indflydelse på børn og unges trivsel.