Øget frihed eller mere topstyring med de nye fagplaner?

Som det tidligere er blevet nævnt på denne plads, har man de seneste 30 år skullet lede længer efter så opløftende et skrift om folkeskolens virke som det oplæg til fagfornyelse, som den forrige ekspertgruppe indstillede til forligskredsen bag aftalen om folkeskolen.

Lanceringen af den didaktiske treklang af elevengagement, kundskaber og myndighed indkapslede på enkel vis essensen af, hvad intentionerne bag folkeskolen var, før faglighedstyranniet og den læringsmålstyrede tænkning satte ind og hæmmede såvel elevernes lyst til at lære som udviklingen af demokratisk dannelse, fordi topstyringen af skolen i stigende grad siden slutningen af ’90-erne har været tiltagende.

Derfor var også de politiske slagord om frisættelse af skolen samt frihed og fordybelse, som blev koblet på aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, animerende for læreres forhåbning om en bedre folkeskole.

Undervejs i skriveprocessen med de nye fagplaner, er der dog i stigende grad opstået tvivl om, hvorvidt de positive intentioner holder i praksis.

Tendenser til topstyring

I det nugældende faghæfte for Kristendomskundskab har vi ud over selve fagformålet og de 4 kompetenceområder

tilhørende mål til hver fase i skoleforløbet også 66 færdigheds- og vidensmål til de 13 færdigheds- og vidensområder, der udfolder kompetenceområderne.

Allerede tilbage i 2018 fik tidligere undervisningsminister Merete Riisager ophævet det forpligtende i de mere end 3000 færdigheds- og vidensmål, der tilbage i 2013/14 blev formuleret til skolens fag, så de alene var vejledende, og i forlængelse af den seneste aftale blev også færdigheds- og vidensområderne fra og med januar 2025 ændret fra bindende til vejledende.

Tilbage som forpligtende for religionsundervisningen er således kun selve fagformålet og de fire kompetenceområder med tilhørende målformuleringer på skolens tre trin eller mere konkret 10 i alt.

Det lyder jo som en udvikling, der understøtter de politiske udmeldinger om større didaktisk råderum for lærerne, så hvad er problemet, når det som præmis for udarbejdelsen af nye fagplaner også var, at det samlede antal af målformuleringer højst måtte udgøre 10% af det nuværende antal?

Ser vi specifikt på faget Kristendomskundskab er det første, der i den forbindelse falder i øjnene, at antallet af målformuleringer i det anden udkast til fagplan er forøget i forhold til de 10, der aktuelt er gældende. Der er nemlig 19, som alle er tænkt til at blive forpligtende. Og det er jo en forøgelse af forpligtetheden på 90%.

Hertil kommer så, hvad der måske ikke har været skjult, men som kun langsomt er gået op for folk, at en del af den politiske aftale om folkeskolen indbefatter, at fagplanerne i deres helhed skal vedtages i forligskredsen, hvilket har som konsekvens, at alt, hvad der kommer til at stå i dem, bliver forpligtende for såvel landets kommuner som for alle udøvende lærere. Og det er både nyt og indsnævrende for lærernes frihed og didaktiske råderum i forhold til tidligere. Derfor bliver det helt afgørende, at faggrupperne i deres videre revisionsarbejde har sig dette vilkår for øje og ikke propper fagplanerne med alt for mange konkrete indholds- og metodeanvisninger, men tilstræber at formulere sig i mere generelle vendinger, så de konkrete beslutninger om undervisningens indhold og form taget ude i klasselokalerne mellem lærerne og eleverne. Sker det ikke misser vi også fremover elevernes engagement i undervisningen og så bliver det fortsat så som så med erhvervelsen af kundskaber, fordi eleverne kobler af. Og det er spild af ressourcer på alle niveauer – økonomisk såvel som menneskeligt.

Hvorvidt man i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse har været bevidste om denne præmis og haft kendskab til den fra begyndelsen skal lades være usagt, men hvis de har, burde man have udbasuneret den tydelige, og hvis ikke er det på tide, at den gør sin indflydelse gældende.