Religious litteracy- et nyt begreb i skolens religionsundervisning

I skolens danskundervisning har literacy-begrebet gennem de seneste 10-15 år været anvendt som en slags samlebetegnelse for elevers tilegnelse af og omgang med sprog i bred forstand, mens religious literacy først nu er ved at blive integreret i religionsundervisningen, selv om begrebet i en international kontekst har en lige så lang historie inden for religionsforskningen som i sprogforskningen. Helt overordnet og generelt kan man i relation til religionsområdet sige, at den pointe literacy-begrebet bidrager med her er, at religion og religiøsitet ikke kun handler om teologi men også er et kulturelt fænomen. Det er jo som bekendt ikke fremmed for religionsundervisning i en dansk kontekst, da det har været normen i mange år – blot har begrebet ikke som begreb været en erkendt og integreret del af drøftelserne om faget og undervisningen. Det skal vi nok i højere grad, da det som en slags paraplybegreb meget godt dækker beskrivelserne af skolefaget og dets rolle i skolen.

Opkomst og perspektiv

I den religionsfaglige kontekst har begrebet om religious literacy udviklet sig over de seneste 70 år, da det første gang blev nævnt i en artikel i 1953. Dog fandt det først en endelig indkredset form hos religionsforskeren og Harvard-lektoren Diane Moore i 2007 og med hende for bordenden vedtog American Academy of Religion i 2010 en officiel definition af begrebet, som i forkortet form gengives i rapporten med anbefalinger til en revitalisering af skolens religionsundervisning fra 2023, der netop også opfordrer til at skolen indoptager begrebet i sin forståelse af religionsfagets rolle i skolen. Her hedder det, ”at ’religiøs læsefærdighed’”, som gruppen har valgt at oversætte det til, indebærer, at eleverne opøver ”evnen til at erkende og analysere de fundamentale skæringspunkter mellem religion og det sociale, politiske og kulturelle liv. En person, der besidder religiøs læsefærdighed, vil ikke kun have basal viden om verdensreligionernes tekster, tro og praksis i fortid og nutid, men også være i stand til at erkende og udforske den religiøse dimension i politiske, sociale og kulturelle udtryk.”

Værd at bemærke er det, at Moore ikke, som i senere udlægninger af literacybegrebet udrangerer det religiøse i studiet af religion. Tværtimod peger hun i sin udfoldelse af begrebet på, at religion i betydningen religiøsitet er vævet uløseligt ind i alle dimensioner af menneskelivet, hvorfor de traditionelle religionsvidenskabelige tilgange til undersøgelse af religion ofte vil være utilstrækkelige og for forsimplede til at give eleverne en ordentlig og nuanceret forståelse af, hvad den religiøse dimension i tilværelsen betyder for forståelse af liv og samfund. Det horisontale blik på verden rækker i den forbindelse med sit fokus på rationalitet og materialitet ikke, hvorfor man er nødt til igen også til at inddrage det vertikale perspektiv.

Til en sådan manøvre kan man hente inspiration hos fx den franske filosof Jacques Derrida, der sammen med sin italienske kollega Gianni Vattimo tilbage i 1992 blev inviteret til at redigere et særnummer af ”Filosofisk Årbog”, hvortil de hver især og uafhængigt af hinanden takkede ja og foreslog, at det efter deres mening skulle handle om religion, hvilket det derfor kom til.

Et par år senere – i 1995 – samlede Derrida så sine tanker i forbindelse med og forlængelse af arbejdet med særnummeret i bogen ”Tro og Viden”, som i 2024 blev udgivet på dansk. Heri argumenterer Derrida for, at der forud for al religion findes en almen religiøsitet, som ikke bare alle religioner og trosforestillinger funderer sig i og er fortolkede konkretiseringer af, men også al videnskab. Når det ifølge Derrida forholder sig sådan, er det fordi, den menneskelige bevidsthed, som det hele handler om, måske på grund af homo sapiens’ udviklingsstade er prisgivet et fundamentalt uafklaret forhold til sig selv og verden. Af den grund er menneskets forhold til verden religiøst. Eller som den engelske religionspædagog Michael Grimmitt har udtrykt det: Hovedparten af et menneskes handlinger gennem livet baserer sig på usikre trosvalg – altså religiøsitet. Hverken hos Derrida eller Grimmitt handler denne religiøsitet om de etablerede religioner. De kommer i anden række men de integrerer alle med deres myter, dogmer, riter, materielle genstande og etik et forsøg på håndteringen af det religiøse.

Samme år, som Derrida og Vattimo redigerede den filosofiske årbog, kørte dagbladet Information i forlængelse af Berlinmurens fald under fællesbetegnelse Mod bedre tider en artikelserie, hvor forskellige prominente skribenter gjorde sig overvejelse over perspektiverne for fremtiden. En af disse var den tidlige professor i idehistorie ved Århus Universitet Hans-Jørgen Schanz, som op gennem ’70-erne og ’80-erne havde agiteret for den omkalfatrende marxistiske kapitallogik, men som i sit bidrag erklærede, at han med årene måtte erkende, at han var begyndt at finde tilværelsen tålelig. For dem der havde fulgt ham, var det som at få revet tæppet væk under sin livsforståelse. Selv fortsatte Schanz sin udvikling i den antydede retning og sluttede sin karriere af med den lille bog ”Ånd”, hvor han begræder, at det åndelige op gennem det 20. årh blev udrangeret i den vestlige kultur til fordel for den rene rationalitet, hvorfor der af hensyn til den kulturelle udvikling og samfundsmæssige forvaltning er behov for en revitalisering af de åndelige aspekter i tilværelsen. Og det er jo netop, hvad skolen ifølge sine bestemmelser også har til opgave at arbejde med.

Begrebets benævnelse

Da literacy begrebet tilbage i 2009 blev indoptaget i de dansk-faglige miljøer omkring skolen boksede man en del med at finde en dækkede oversættelse af det, men da det ikke i tilfredsstillende grad lykkedes, valgte man at beholde det engelske udtryk.

I arbejdsgruppen bag den ovenfor nævnte rapport om revitalisering af religionsundervisningen valgte man en af de i danskfaget afprøvede oversættelser – nemlig ’læsefærdighed’ og kaldte begrebet ’religiøs læsefærdighed’. Selv om de fleste nu om dage er fortrolige med det udvidede tekstbegreb, som alt fra det enkelte bogstav over den samlede tekst til det ens personlige liv og verden i sin helhed er at opfatte som en tekst, kommer termen ’læsefærdighed’ til at virke for indsnævrende og pauvret. Andre – som fx middelalderhistorikeren Poul Holm har i sit arbejde med havlivets udvikling og bekymringerne herfor i relation til havet som et spisekammer forsøgt sig med en anden af de oversættelser, der blev forsøgt i relation til danskfaget – nemlig at kalde det engelske ’ocean literacy’ for ’havdannelse’.

Med termen ’dannelse’ er vi tættere på noget, der har med skolens overordnede opgave af gøre, men i relation til religionsundervisningen handler det primært om at bibringe eleverne kundskaber om og færdigheder til at kunne afkode og tolke religiøse aspekter i hverdags- og samfundslivet til brug for deres egen livsforståelse. Så måske ’religiøs afkodnings- og fortolkningsevne’ kunne være en mulighed? Alternativ kunne vi på samme måde som i dansk integrere den engelske term og udfolde den på dansk. Det er jo ikke noget ukendt fænomen som en del af sprogs udvikling.