OPRÅB: Brænd skolen ned!- kommentar til elevinddragelsesaspektet i de nye fagplaner

Da undertegnede tilbage i ’70-erne læste til lærer var den norske sociolog Nils Christies bog Hvis skolen ikke fandtes (1971) en del af standardstoffet i studiet af pædagogik. En af Christies hovedpointer i bogen var, at skolen var en statslig disciplineringsanstalt, som tog friheden og autonomien fra eleverne og derigennem fastholdt de sociale skel i samfundet. I bagklogskabens klare lys, kan man konstatere, at Christie havde ret, for selv om vi var mange, der tog pointerne til os, og i lyset af det demokratiske dannelsesideal fra skoleloven i 1975, forsøgte at tilrettelægge en undervisning, der skulle gøre skolen mere autentisk, virkelighedsnær og relevant for eleverne, kan man af den danske samfundsforsker Erik Jørgen Hansens meget langstrakte forskningsprojekt om social arv og mobilitet se, at det ikke rykkede meget i forhold til at bryde den sociale arv. Der er åbenbart andre sociale kræfter, som er stærkere end skolens undervisning. Om noget af forklaringen herpå også kan ligge gemt i en anden af Christies pointer – nemlig den om at skolens indhold er tynget af al for megen standardiseret faglighed – skal ikke kunne afgøres med bestemthed, da de mange gode intentioner og eksperimenter med elevmedbestemmelse op gennem ’80-erne med et slag blev sparket til hjørne, da resultaterne af den første komparative analyse af medlemsstaternes udbytte af deres investeringer i grundskolen blev offentliggjort i 1994.

Året før – altså i ’93 havde Folketinget ellers lige vedtaget en ny revision af skoleloven, som bortset fra den første fra 1537 i brede kredse blev anset for den mest progressive Danmarkshistorien. Og så viste resultatet af den komparative undersøgelse, som daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1992 havde meldt Danmark ind i, at de danske elever læste på niveau med børn i lande, som vi på ingen måde ønskede at sammenligne os med.

Det sendte naturligvis chokbølger gennem såvel det politiske landskab som det skolefaglige miljø. Værre blev frustrationen af, at den daværende lærerhøjskole ingen svar havde på, hvordan et sådant resultat kunne fremkomme i et land, hvor alle gik og troede, at de havde verdens bedste grundskole. Og helt slemt blev det, da Lærerhøjskolen ej heller formåede at komme med bud på, hvad man kunne gøre ved det, fordi der ikke rigtig var nogen, der på daværende tidspunkt forskede i læsning?

Derefter har hovedoverskriften for den politiske debat om skolens undervisning frem til i dag være fag-faglighed. I første omgang forsøgte forligskredsen bag ’93-loven at dæmpe bekymringen ved at iværksætte et syv-punktsprogram for en hurtigere implementering af de gode intentioner i loven, men alle med indsigt i skolens virke kunne let gennemskue, at det primært for politikerne handlede om at få tiden til at gå, så lovændringerne ikke skulle fremstå som og få eftermæle af en fiasko. Tage hånd om de dårlige resultater af læseundersøgelsen var der ingen af dem, der gjorde, hvilket blev tydeligt dokumenteret, da de såkaldte Pisa-resultater begyndte at dukke op i ’00-erne.

Miseren affødte en politisk proces med tiltagende centralisering af beslutningerne om skolens undervisning og følgelig indsnævring af rammerne herfor. Først med Klare Mål i år 2000, så med Fælles Mål i 2004 og kulminerende med det læringsmålstyrede koncept i 2013. Altså alt det modsatte af, hvad Christie analyserede sig frem til for at udvikle en god skole med højt udbytte for eleverne. De skulle nemlig – hævdede han – for at lære noget for alvor, arbejde ud fra egne interesser og med nysgerrigheden som drivkraft i stedet for at få proppet viden, som de finder irrelevant, ned i halsen, så de er ved at kløjes i den. Og hvad er der kommet ud af det? Ringere fagligt udbytte men til gengæld en stigende grad af mistrivsel.

På den baggrund er det noget nedslående at se, hvor lidt elevinddragelsesaspektet er slået igennem i de første råudkast til nye fagplaner. Processen med et opgør med den centrale styring af skolens undervisning tog ellers sin begyndelse allerede tilbage i 2019, hvor tidligere undervisningsminister Merete Riisager ophævede de mange færdigheds- og vidensmål som forpligtende. Men af

Tegning: Ole Andersen

senere undersøgelse af elevernes oplevelse af indflydelse på undervisningen – såvel den internationale ICCS fra 2022 og Børnerådets fra 2024 – ses det tydelig, at det tilsyneladende er lettere for politikere at opsætte løbegårde end af fjerne dem, da danske elever kun i meget ringe grad oplever at have indflydelse på, hvad der undervises i og hvordan, selv om skolelovens § 18, stk. 4 foreskriver, at de skal have det. Derudover ønsker eleverne i høj grad at få den indflydelse og forskning underbygger, at det vil øge ikke bare deres faglige udbytte af undervisningen men også deres trivsel.

Nogle af disse pointer har muligvis ligget til grund for Ekspertgruppen bag fagfornyelsens indstilling om, at der i de nye fagplaner skulle indskrive noget om elevinddragelse og elevmedbestemmelse. Begge aspekter matchede fint skolelovens § 18, hvor det hedder, at udvælgelsen af undervisningens indhold og form i videst muligt omfang skal foregå i samarbejde mellem lærere og elever, men politikerne valgte i det endelige opdrag til faggrupperne at udelade medbestemmelsen, selv om det er svært at forstå, hvordan man skal kunne samarbejde om noget, uden at have medbestemmelse. Medbestemmelse handler jo ikke nødvendigvis om ansvar, som af juridiske grunde selvfølgelig ikke kan overlades til eleverne, men alene er lærerens og de øvrige kommunale myndigheders. Men tilbage står elevinddragelsen, og den lader i de første råudkast meget tilbage at ønske, hvorfor man må håbe, at der bliver rådet bod herpå til næste runde.

Hvis ikke det sker, må de i foreningen Danske Skoleelever lade sig inspirere af den algerisk-franske filosof Catherine Malabou, som argumenterer for, at den eneste vej til forbedringer af samfundsudviklingen – herunder skolens undervisning går via anarkiet, fordi det er den organisationsform der bedst balancerer frihed, identitet og forandring, fordi den ikke er tynget af overordnede og fastlåste principper, og derfor løbende kan justere på magtforholdet i et fællesskab, hvis det ikke fungerer. Med Malabou kan eleverne i overført betydning tage magten over undervisningen ved at gøre det, som de tror, lærere og politikere frygter, men som ifølge dem selv og sagkundskaben vil afføde et bedre udbytte af undervisningen, som må tænkes helt om, hvilket tydeligt fremgår af et af årets billeder fra Billedskolen i København. Og så er vi pludselig tilbage ved Christie. Sker det ikke vil ej heller genindførelsen af et større didaktisk råderum til lærerne komme til at virke efter hensigterne, selvom de er gode, for som allerede Grundtvig skrev tilbage i 1784, har den aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Det er jo ret elementært, men har åbenbart meget svært ved at trænge igennem. Derfor må liden sættes til eleverne