Skolens arbejde med elevernes åndelige udvikling

Tilbage i 1992 ratificerede vi i Danmark FN’s Børnekonvention, som ikke mindre end fire gange understreger behovet for, at deltagerlandene sikrer vilkårene for børns åndelige udvikling. Ser man idehistorisk på sagen, er der ikke noget underligt heri, fordi det åndelige helt tilbage fra den antikke filosofi har optrådt som væsentligt element i forbindelse med forståelsen af mennesket, livet og verden. Og i relation til skolens arbejde indgik det også i bestemmelserne herfor tilbage i Den Blå Betænkning, som udgjorde det for undervisningsvejledning til skoleloven fra 1958, men med lovændringerne i ’75, forsvandt det åndelige ud af skoleloven.

I forlængelse af ratificeringen af Børnekonventionen kom det dog ind igen i ’93-loven, men der som en differentiering af forestillingen om elevernes alsidige udvikling, der i ’75-loven var blevet indkredset til at handle om: den intellektuelle, den sociale, den fysiske, og den emotionelle udvikling. I bemærkningerne til formålsparagraffen fra ’93 udvides forståelsen til også at omfatte den musiske og åndelige udvikling samt udviklingen af holdninger og værdier (den etiske udvikling), så alsidigheden siden har omfattet syv udviklingsperspektiver. I den mellemliggende periode har man fra Undervisningsministeriets side udsendt diverse inspirationsmateriale til, hvordan lærerne ude på landets skoler kunne arbejde med seks af de syv perspektiver. Blot er det intet kommet om arbejdet med elevernes åndelige udvikling, som ingen tilsyneladende kerer sig om. To gange i de mellemliggende år har vi fra Religionslærerforeningens side rettet henvendelse til ministeriet for at høre, hvad der mere præcist skulle lægges i fænomenet ’åndelig udvikling’, men kun fået meget henholdende svar – angiveligt fordi der hersker stor usikkerhed og blufærdighed omkring sagen. Og leder man i faglitteraturen forstår man godt hvorfor, da noget tyder på, at det åndelige som fænomen er blevet skrevet ud af den pædagogiske tradition op gennem det 20. århundrede.

Modsat kunne noget tyde på, at det ikke har været forsvundet ud af folkeligheden. I foråret ’23 lancerede forskere ved Syddansk Universitet nemlig under overskriften ’opgør med tabu om åndelighed’ resultaterne af en undersøgelse af danskernes åndelige og eksistentielle behov, som viste, at over 80% af de mere end 100.000 mennesker, der havde deltaget i undersøgelsen angav, at de jævnligt havde åndelige behov.

Det blev hurtigt til en forsidehistorie på Kristeligt Dagblad, som vejrede morgenluft if. til, at det religiøse igen var på vej, som en del af danskernes livsforståelse. Denne forhåbning blev dog allerede et par dage efter nuanceret betragteligt – ikke som et modsvar men snarere som en undren over såvel forskernes som Kristeligt Dagblads naivitet. Forskningsresultaterne havde nemlig også fundet vej til behandling i TV2-programmet ”News & Co”, hvor det samlede panel af såvel journalister som gæster sad og måbede over, hvordan et sådant resultat kunne overraske nogen, da det i deres samlede optik gav sig selv, at mennesket havde åndelige behov. Det åndelige er jo en del af det at være menneske, som det blev udtrykt.

Disse tre forskellige indspil til offentlig debat afslørede med al tydelighed, at segmenteringen af befolkningen er en realitet, og at de forskellige segmenter ved for lidt om hinanden – selv i et lille land som Danmark.

Fagfornyelsen og det åndelige

Gennem det seneste års tid, er der som bekendt pågået et arbejde med at revidere bestemmelserne for skolens undervisning i de enkelte fag. I det første råudkast til fagplan for Kristendomskundskab havde arbejdsgruppen valgt at indskrive eleverne åndelige udvikling, som et aspekt ved undervisningen. Det gav i den første tilbagemeldingsrunde mange kommentarer, som viste at segmenteringen også eksisterer partikulært inden for de enkelte segmenter, da nogen fandt det nyt og spændende med det åndelige aspekt, mens andre var betænkelige ved et fænomen, som er så diffust defineret, at det ikke er klart fagligt afgrænset og derfor vil være for svært at undervise i, samtidig med, at det gav dem associationer i retning af religiøsitet. Indvendingerne af en sådan karakter kunne med henvisning til ovenstående ikke undgå at henlede opmærksomheden på det chefredaktør Rune Lykkeberg fra dagbladet Information fremskrev som en svaghed i sin nekrolog over den nyligt afdøde tyske filosof Jürgen Habermas’ tænkning – nemlig at den for en lille intellektuel gruppe var som bevægende musik, mens den for det store flertal var uudsigelig kedelig og uinspirerende.

I Religionslærerforeningen ser vi på den baggrund positivt på initiativet, da skolen som institution er forpligtet på at tage vare på ‘det hele menneske’ i sit dannelsesarbejde – herunder også de åndelige sider, som selvfølgelig ikke kun håndteres i religionsundervisningen, men burde være et aspekt ved alle skolens fag. At det åndelige indgår som aspekt i en stribe af dem, er blevet tydeligt siden undervisningsminister Mathias Tesfaye sidste år i et stort interview i Weekend Avisen slog til lyd for et fokus på åndelig oprustning som pendent til den militære og Socialdemokratiet siden tildelte Ida Auken et ordførerskab herfor. Det har i den grad affødt en offentlig debat med argumenter for og imod initiativet, men hvad vi fortsat savner er en udredning eller indkredsning af, hvad åndelighed overhovedet kan siges at være, og nogle bud på, hvordan skolen kan arbejde med elevernes åndelige udvikling.

Derfor har foreningen også booket tid i Lærerforeningens Hus under Folkemødet for at tage hul på debatten om en sådan indkredsning. Debatten finder sted fredag d. 12. juni kl. 13. Vel mødt!