Rådgivningsgruppen til revitalisering af skolens religionsundervisning genopstår

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Den ministerielle rådgivningsgruppe, som forhenværende undervisningsminister Merete Riisager lige nåede at nedsætte inden valgudskrivelsen tilbage i maj 2019, og som den nuværende minister Pernille Rosenkrantz-Theil ingen interesse havde i og derfor nedlagde, inden den overhovedet var kommet i gang, har nu fået nyt liv, fordi besindige mennesker uden for statsadministrationens mure har fundet sagen så vigtig, at den bør blive en del af den offentlige debat. Det er helt konkret Samfonden, der har opfordret det oprindelige udvalg til gennemføre sit arbejde og tilbudt at finansiere det. Fra Religionslærerforeningen skal der lyde en stor tak herfor!

Aktuel status

Sidste gang, en minister nedsatte et sådant udvalg, var tilbage i 2005/2006, hvor ministeriet som grundlag for arbejdet havde indhentet en række oplysninger om fagets prioriteringer ude i skolevirkeligheden. Den korte version fra dengang var: - at faget udgjorde ca. 2 % skolens samlede undervisningsvirksomhed men kun blev tildelt omkring 1 % af skolernes budget til undervisningsformål, - at det var det fag i skolen, hvor underviserne havde de ringeste fagfaglige forudsætninger for at undervise faget, – og at mange skoler end ikke var i besiddelse af en grundbogssystem til undervisning i faget på alle klassetrin.

I forlængelse af skolereformen fra 2013 blev kommunerne så som en del af intentionen med reformen pålagt at give lærerne et såkaldt kompetenceløft, således at 90 % af dem, der underviser i et fag nu om dage skulle have kvalifikationer svarende til en linjefagsforudsætning (nu kaldet undervisningsfag).

Det er imidlertid ingenlunde tilfældet for dem, der underviser i Kristendomskundskab. Her er den aktuelle kompetencedækning nede på 58,7, hvilket er den absolut laveste blandt skolens fag. Næstlavest er således Billedkunst med en dækningsgrad på 70,7 %, mens den gennemsnitlige dækning skulle være på 88,4. Det er da en nedprioritering af kompetenceløftet i relation til religionsundervisningen, der er til at få øje på! Det kunne være interessant at høre såvel skoledirektørers, skolebestyrelsers og skolelederes begrundelser herfor. Hvordan kan religionsundervisningen rundt om i landet forvaltes så skødesløst, når det i skolens formålsparagraf hedder, at skolens undervisning skal gøre eleverne fortrolige med danske kultur og historie, og når kristendommen i bemærkningerne hertil nævnes som det eneste eksplicitte eksempel på dansk kultur?

Elev-engagement og didaktik

Selv om der heldigvis er belæg for, at elevernes udbytte af skolens undervisning er afhængig af, at lærerne er uddannede lærere, samt at læreren som person er den vigtigste enkeltfaktor for udbyttet, er der andre faktorer end lærernes fagfaglige forudsætninger, der har betydning herfor. Og her spiller elevernes engagement i undervisningen en stor rolle. Det er en udbredt opfattelse blandt skolens religionslærere, at eleverne har en umiddelbar interesse for store dele af fagets indhold, enten fordi det rummer en vis fascinationskraft eller fordi, det er meningsfuldt for dem, at beskæftige sig med noget eksistentielt relevant. Og der er i den sammenhæng nærmest ingen grænser for, hvad børn kan lære, og hvor længe de kan arbejde med stoffet, hvis de er optaget af det, de beskæftiger sig med. Så falder alle præmisser om, at børn kun kan koncentrere sig 10 minutter ad gangen om noget, helt til jorden.

Over de seneste 6-7 år har der i skolens undervisning ikke været megen rum til imødekommelse af elevernes interesser, fordi man i Undervisningsministeriet opfandt konceptet om læringsmålstyret undervisning og udsendte et hav forpligtende faglige læringsmål, som lærerne skulle planlægge deres undervisning efter. At undervisningens form og indhold ifølge skolelovens § 18, stk. 4 i videst muligt omfang skal foregår i et samarbejde mellem lærere og elever blev med et pennestrøg reduceret til et minimum, hvilket der dog heldigvis er blevet ændret på igen.

Nu er tiden så inde til en ny omstilling i hovedet på landets lærere, så vi ikke alene tænker i faglig mål som udgangspunkt for vores planlægning af undervisningen men rehabiliterer pointen om elevernes medindflydelse på, hvad der skal arbejdes med og hvordan, så de i højere grad kommer til at opleve og erfare undervisningen som meningsfuld, end når det er dikteret fra Christiansborg, hvad der er vigtigt og relevant for dem at lære noget om.

Derved kan læreren også i højere grad komme til at udøve din didaktiske metier som lærer – nemlig som den der ’går’ ved siden af og inspirerer, udfordrer og vejleder eleverne gennem det faglige landskab til gavn for deres alsidige personlige udvikling.