top of page

Koranloven - for rigets sikkerhed eller folks hellighed?

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen


Tilbage i 2017 ophævede et næsten enigt folketing den såkaldte blasfemiparagraf, som sikrede folk mod forhånelser af deres religion. ”Den, der offentligligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder”, som det hed.


De officielle hovedbegrundelser for ophævelsen var dels en udvidelse af ytringsfriheden, dels at paragraffen stort aldrig blev brugt og ikke havde været det i mange år. Underliggende fornemmede man dog i den politiske debat en aversion mod islam, som lettere kunne udsættes for bespottelse, hvis paragraffen blev ophævet, selv om strafferammen på daværende tidspunkt, som det fremgår af citatet kun var på fire måneder. Sådan havde det været i ca. 150 år, mens man i den forudgående lov fra 1683 kunne risikere at få skåret tungen af og blive halshugget, hvis man bespottede Gud, som på daværende tidspunkt alene var den kristne Gud, som under enevælden legitimerede kongens magt.


Næppe nogen ønsker sig sikkert tilbage til tiden under Danske Lov, men som eneste parti stemte Socialdemokratiet imod ophævelsen i 2017, og flere terrorforskere advarede om, at trusselsniveauet mod sikkerheden i Danmark ville blive forøget. Om det rent faktisk er sket, er lidt uklart, men nu har Folketinget i forlængelse af regeringens lovforslag med stemmerne 94 for og 77 imod genindført en variant af blasfemiparagraffen. I sin nye variant er paragraffen i forlængelse af terrortruslen blevet placeret i straffelovens kapitel 12, der handler om statens sikkerhed, hvor den tidligere blasfemiparagraf var placeret under kapitel 15 med oplistning af forbrydelser mod den offentlige orden. Fokus er således flyttet fra det personlige mellemværende til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske. Dermed har regeringen, som man har kunnet konstatere under den efterfølgende offentlige debat, udsat sig for kritik om at ligge under for muslimske diktaturers pres og en hensyntagen til internationalt diplomati og samhandel på bekostning af principperne om ytringsfrihed. Det har ikke skortet på kommentarer om, at ytringsfriheden er blevet begrænset.

Den juridiske term, som er anvendt i lovforslaget, er ’utilbørlig’, hvilket også har givet anledning til kritiske bemærkninger, idet den anklages for at være for upræcis, men det er vel netop, hvad den bør være i en retsstat med tredeling af magten, hvor det er domstolene, der ligger inde med fortolkningsretten, og hvis den skal være holdbar over en længere årrække og dermed rumme en vis fleksibilitet. På samme måde er den udbredte term ’den offentlige orden’ ej heller særlig præcist men netop variabel over tid.


Vi kunne jo også blot begynde at tage religion alvorligt igen

At blasfemiparagraffen endte med at blive afskaffet kan med nogen ret beskrives som en delvis kulmination på en kulturel udvikling i Vesteuropa – herunder ikke mindst Skandinavien, hvor man siden Middelalderen har arbejdet hen imod en adskillelse af tro og viden, således forstået at viden med tiden ville eliminere behovet for tro, religion og religiøsitet. At det ikke er en kulturel udvikling, som gælder i hele verden, fik vi under Muhammedkrisen en meget slående illustration af, selv om der også var iblandet megen politisk iscenesættelse i reaktionerne herpå.


At det ej heller er en kulturel norm, som har sat sig i den brede befolkning har jo gennem hele perioden kunne iagttages ved at se på medlemstallet i folkekirken, men med resultaterne af en meget omfattende undersøgelse af danskernes behov for åndelighed uafhængig af tilknytning til specifikke trossamfund fra Syddansk Universitet i foråret ’23 kom der for alvor syn for sagn: 80% af alle voksne danskere angiver at have et stort behov for åndelighed i deres liv. Eller sagt med andre ord: Religiøsitet er en realitet – også selv om tre universitetsprofessorer i 2018 udgav en bog med de efter deres mening otte mest centrale menneskebilleder, hvoriblandt der ikke var blevet plads til det religiøse menneske.


Det er måske ikke så overraskende – al den stund at teologien siden oplysnings- tiden i stigende grad har puttet sig i den offentlige debat og dermed ikke gjort sig synderligt gældende med sit perspektiv på de samfundsmæssige udfordringer. Derfor er det ikke herfra pointen om religions berettigelse i relation til samfundsforståelse og -udvikling er blevet hævdet. Overraskende nok er den pointe i stedet fremført af sociologien i form af forskere som Niklas Luhmann, Jürgen Habermas og senest Hartmut Rosa, der dels har legitimeret perspektivet i den offentlige diskurs, dels har hævdet religions nødvendighed for etablering og vedligeholdelse af samfund. Så måske vi fremover skal til at vænne os til at tage teologiske stemmer og argumenter alvorligt i den offentlige debat? Forskellige initiativer i retning af offentlighedsteologi gennem de seneste år vinder i hvert fald om, at nogen forsøger sig.


Går man videre til psykologien kan man med henvisning til det den amerikanske religionspsykolog Kenneth Pargament introducerer andetsteds i dette nummer (side 6-9) pege på, at det ligger i den menneskelige natur at søge efter noget at holde helligt for at skabe mening i dets tilværelse. Såvel mening som hellighed er meget stærke fænomener, fordi de ifølge Pargament dækker over dybe følelser af eksistentiel karakter.


Det er på ingen måde nye indsigter, for de er tidligere fremført af fx den tyske fænomenolog Edmund Husserl og den franske filosof Simone Weil, men også af den tyske teolog Rudolf Otto, og som også den danske teolog Jakob Wolf relancerede i sin bog ”Det guddommelige” fra 2015.


Sådanne argumenter og hensyn var stort set fraværende under diskussionerne om ophævelsen af blasfemiparagraffen og tillige under den seneste debat om indførelsen af den såkaldte ’koranlov’, men måske er det i virkeligheden det, det handler om, og som dybest set og på sigt legitimerer vedtagelsen mere end det er truslen om terror, fordi det som en anden tysk sociolog – Alex Honneth – har argumenteret for, i et demokratisk samfund, hvis det skal fungere ordentligt, mest af alt handler om at såvel individer som institutioner i deres ageren anerkende hinanden som ligeværdige. En pointe som fint flugter værdigrundlaget i folkeskolens dannelsesideal, som det kommer til udtryk i formålsparagraffen.


Comments


Featured Posts
Kom tilbage igen snart
Når indlæg er udgivet, kan du se dem her.
Recent Posts
Search By Tags
Ingen tags endnu.
Follow Us
  • Facebook Classic
  • Twitter Classic
  • Google Classic
bottom of page