Julegudstjeneste-jubel

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Jubelen ville nærmest ingen ende tage i Kristeligt Dagblads spalter, da en lektor fra Købehavns Universitet med behørig sans for timing sammen med et mindre antal studerende midt i julemåneden offentliggjorde en undersøgelse, der viste, at 84 % af danske skoler havde deltaget i en af folkekirkens julegudstjenester året forinden. Undersøgelsen blev lanceret af lektoren og hans studerende i en kronik d. 15. december og straks fulgt op af artikler med bl.a. overskrifter som: ”Muslimske børn går gerne til julegudstjeneste”. Om dette står til troende skal ikke afgøres her, men undersøgelsens resultat lignede til gengæld en kioskbasker, som var svær at genkende fra virkeligheden.

Her er billedet snarere, at der afholdes mange juleafslutninger i den lokale kirke, men at der netop er tale om langt flere såkaldte afslutninger end egentlige gudstjenester. Dette antydes også i kronikken, hvor man kan læse, at over halvdelen af de adspurgte skoleledere anfører, at afslutningen ikke er forkyndende, hvilket efter al sandsynlighed betyder, at de på kirkens invitation til julegudstjeneste har reageret positivt men indgået aftaler om, at der ikke kunne blive tale om en egentlig gudstjeneste, men derimod gerne om en juleafslutning uden forkyndende elementer. Derved kommer arrangementerne til at ligne virkeligheden, hvor kirken gør sig bredere end det snævert forkyndende, mens juleafslutningen i kirken snarere bliver en markering af den danske majoritetskulturs juletradition end af kristen gudstjeneste. På trods af dette fastholder kronikken og de følgende artikler at tale om de mange skolers deltagelse i julegudstjenester.

Med ovenstående er der imidlertid ikke skrevet, at man som skole ifølge reglerne ikke kan vælge at takke ja til deltagelse i en egentlig julegudstjeneste eller selv tage initiativ til afvikling af en sådan. Det kan man udmærket, da skolelederen har beføjelser til at ophæve det skema, der almindeligvis strukturerer skolens hverdag, til fordel for et fællesarrangement, som fx kan være en julegudstjeneste – dette med henvisning til formålsparagraffens påbud om elevernes fortroliggørelse med dansk kultur. Det forbud der således ligger mod forkyndelse i skolen gælder alene skolens undervisning og ikke enkeltstående fællesarrangementer.

Om det er sådanne forhold der nager forskerne skal ikke kunne siges, men det er påfaldende, at kronikken i lighed med andre udspil fra det religionsvidenskabelige institut udtrykker mistænkeliggørelse af og fejlagtige oplysninger om skolens virksomhed og rammerne omkring den. Ud over den stædige fastholdelse af termen julegudstjeneste – også hvor der er tale om afslutninger, indledes kronikken med en påpegning af, at forholdet mellem skolen og kirken er uklart, hvorfor kronikkens overskrift taler om usynlige forbindelser mellem skole og kirke. Men forholdet er nu, som nævnt ovenstående, ganske klart. På samme måde, som der ikke må forekomme politisk indoktrinering, som en del af skolens undervisning, må der ikke forkyndes. Men der må gerne arbejdes sammen med såvel politiske partier og kirkelige institutioner om oplysning og formidling af dansk kultur.

Ud over ovennævnte ligger tillige i mistænkelighedssporet, at forfatterne bag kronikken fejlagtigt skriver, at kirkens tilbud om konfirmandforberedelse indgår som en del af skoleskemaet. Her er virkeligheden den, at skolen i sin planlægning af elevernes skema – på det klassetrin – hvor kirken udbyder konfirmandforberedelse inden for den tidsramme, der er til rådighed for skolens undervisning, skal sikre plads til afviklingen af konfirmandforberedelsen for de elever, der tilmelder sig. Men konfirmandforberedelsen er hverken en del af elevernes skema eller skolens virksomhed.

Videre omtaler kronikken skolernes deltagelse i juleafslutningerne/-gudstjenesterne som undervisning, hvilket det som nævnt ikke er.

Afslutningsvist tales der om muligheden for at sige ’nej tak” til deltagelse i en sådan afslutning/gudstjeneste. Her kunne man, som et af de få steder, have sat fingeren på et ømt punkt, fordi der rent faktisk ikke er juridisk hjemmel til at sige nej til deltagelse i et fællesarrangement, hvis man først er meldt ind i skolen. Den fritagelsesparagraf, som stadig gælder for skolens undervisning i faget kristendomskundskab, omfatter nemlig kun den specifikke undervisning i dette fag, mens resten af de aktiviteter, som foregår i skolen er obligatoriske. Om skolens lovformelige ret til at indskrive sine elever til deltagelse i en julegudstjeneste ville kunne holde til en prøvelse ved domstolen i Strasbourg, hvis den blev lagt op, skal ikke kunne siges med sikkerhed, men med en tidligere sag fra Norge in mente kan man tvivle.

Det sker dog næppe, så nu hvor julefreden for længst har sænket sig, kan vi jo nøjes med at ønske hinanden godt nytår!

#JohnRydahl #Julegudstjeneste

Featured Posts
Indlæg kommer snart
Bliv hængende...
Recent Posts
Search By Tags
Ingen tags endnu.
Follow Us
  • Facebook Classic
  • Twitter Classic
  • Google Classic