Lovforslag om Muhammedkrisen genfremsat - nu måske blot som en fuser?
Tilbage i efteråret ´21 fremsatte en række oppositionspolitikere fra højrefløjen i forlængelse af en debat på P1 forslag om, at Muhammedkrisen skulle gøres til obligatorisk undervisningsemne på folkeskolens historiekanon, og at Undervisningsministeriet skulle foranstalte udviklingen af et eller flere bud på, hvordan man som lærer kan undervise i emnet.
Dette selvfølgelig betinget af, at emnet har vist sig så kontroversielt, at flere lærere har været udsat for trusler, hvis det er blevet kendt, at de har undervist i emnet med brug af de karikaturtegninger, som gav anledning til krisen, og at en lærer i Frankrig er blevet slået ihjel for at gøre det.
Der var således tydeligvis en sag at bekymre sig om, da man selvfølgelig i en dansk skole baseret på oplysningens demokratiske principper ikke kan have, at der er stof, som ikke kan gøres til genstand for undervisning.
Vold virker
Problemet er, at vold virker – også inden for rammerne af et demokrati. Selvfølgelig kan man true sig til både tavshed og magt, hvis man har viljen til det. Således gælder ytringsfriheden kun i den udstrækning, at deltagerne i et givet fællesskab accepterer den som kulturel norm.
Om end målestokken er mindre, minder udfordringen om Muhammedkrisen om tiden for fri abort og pornoens frigivelse med indførelse af obligatorisk seksualundervisning til følge. Den debat gav anledning til oprettelsen af en helt nyt parti – Kristeligt Folkeparti – som var imod, men som aldrig slog rigtigt igennem. Og i endnu mindre målestok forsøgene på at forhindre børn i at låne Bent Hallers ”Katamaranen” og Janne Tellers ”Intet” på forskellige skolebiblioteker i henholdsvis Danmark og Frankrig, da de udkom i 1976 og 2000. Set i det lys bliver pointen om den dybe forbindelse mellem sex, vold og religion tydelig. Det handler om selve fænomenet hellighed, som vi nok i høj grad over de seneste 150 år har mistet fornemmelsen af i skandinavisk kultur og derfor ikke rigtig havde blik for som en facet i Muhammedkrisen. Det første om sammenhængen mellem vold og religion som væsentlig for hellighedsfølelsen kan man bl.a. læse indgående om hos den franske filosof René Girard og derved bliver klogere på forståelsen af et af aspekterne ved Muhammedkrisen.
Under førstebehandlingen af lovforslaget var SF det eneste venstrefløjsparti, der havde blik for problemet, hvorfor der tegnede sig et flertal for lovforslaget, men det lykkedes undervejs i processen og under dække af, at det skulle tænkes bredere, daværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil at lokke SF med til at putte forslaget i en syltekrukke, så det aldrig blev effektueret. Siden tog Jacob Mark dog sagen op igen, da han vendte tilbage fra sin sygeorlov og her i januar ’23 er forslaget så blevet genfremsat – nu i en alliance mellem SF og højrefløjspartierne men denne gang i en kontekst, hvor Venstre, som tidligere var med blandt forslagsstillerne, i mellemtiden er kommet med i regeringen og næppe har kræfter til at gøre dette spørgsmål til et stridspunkt i regeringen, selvom det var deres statsminister, der i sin tid eksponerede ytringsfriheden som et nærmest helligt princip i det repræsentative danske demokrati. Af den grund kommer fremsættelsen af lovforslaget nok til at vise sig som et spil for galleriet. Nogen vil gratis kunne løfte den principielle fane – men til ringe nytte.
Godt og skidt i lovforslaget
Lovforslagets intention om at få stadfæstet, at alt stof derude i verden kan trækkes ind i skolen og gøres til genstand for undervisning, er grundlæggende prisværdig, da det burde være en selvfølgelighed. Men at gøre specifikke emner obligatoriske i skolens undervisning ved at oprette kanonlister er derimod en forkert vej at gå.
Ophøjede kanonlister hører snarere til inden for hellige samfund og i diktaturer, mens de ikke matcher repræsentative demokratier, fordi de jo netop ikke er repræsentative men kanoniske og dermed bygger på en forestilling om, at det særligt udvalgte stof har en uomgængelig dannende virkning på alle individer. Men noget sådant er der ingen evidens for - tværtimod. Man vil uproblematisk kunne leve et aldeles tilfredsstillende liv som engageret medborger uden at have set hverken de omtalte karikaturtegningerne eller kende til Muhammedkrisen i det hele taget, ligesom det gælder for alt andet indhold i skolens undervisning – fx H.C. Andersen. Langt fra alle får beriget deres liv af at have læst hans eventyr, men det kan selvfølgelig i en dansk kontekst tage sig lidt åndsfattigt ud ikke at kende nogle af dem. Det er dog en anden sag, så hvis man kan sige pyt til det, er det ligegyldigt. På samme måde vil det heller ikke nødvendigvis falde naturligt eller være betimeligt partout at skulle undervise i Muhammedkrisen på et eller andet tidspunkt. Hvad der er vigtigt i forhold til valg af indhold i skolens undervisning, er, at stoffet har relevans for de elever, der på det pågældende tidspunkt skal arbejde med det, og at det vinkles, så det det matcher deres interesser. Kun på den måde kan undervisningen leve op til formålene med henholdsvis skolens overordnede hensigter og fagenes funktion i skolen.
Derfor er kanonlister i skolen en uskik og udtryk for utidig indblanding fra politikernes side, da koblingen mellem stof og målgruppe ikke kan planlægges på distancen, hvorfor den selvfølgelig bør overlades til de fagprofessionelle i samarbejde med de elever, der skal undervises, og deres forældre, sådan som det også er foreskrevet i skolelovens § 18. Men det forudsætter selvfølgelig en vis tillid til såvel lærerne som til skolen som institution, og det er måske i virkeligheden den, det kniber med fra politisk hold.
Godt ville det – som landet ligger – derimod være, om ministeriet, som lovforslaget lægger op til, får udarbejdet eksempler på, hvordan Muhammedkrisen på lødig vis og inden for rammerne af skolens samlede virke kan gøres til genstand for undervisning i flere af skolens fag. Ud over historie og samfundsfag kunne det oplagt være i dansk, billedkunst og religion, også gerne som tværgående forløb. I religionsundervisningen kunne hele sagen fx være en fin illustration af, hvad der kan ligge i fænomenet ’den religiøse dimension i tilværelsen’, som eleverne helt overordnet skal opnå en fornemmelse af i løbet af deres skoletid. Og i dette tilfælde kunne det fx være, at det bl.a. handler om aspekter i tilværelsen, hvor der uden saglig grund, for alvor er noget på spil for nogle. Nemlig noget, som nogle finder helligt og derfor har stærke følelser overfor. Så stærke, at de er villige til at true med vold og endda begå mord. Derudover kunne det være en opmærksomhed på, at også aspekter ved tilværelsen, som er uden saglig grund, kan være aldeles væsentlige for menneskers liv. Det kunne fx også være kærlighed for at nævne et andet. I krig og kærlighed gælder alle kneb jo som bekendt.
Men at pådutte enhver elev i skolen at skulle arbejde med dette eller hint på bestemte måder eller på bestemte tidspunkter i skoleforløbet passer ikke til den måde skolen i øvrigt er beskrevet på. Her handler det jo grundlæggende om, at skolen via undervisning i en række udvalgte fag skal danne eleverne alsidigt og til demokratiske borgere. Det betyder mere konkret, at skolen med sin undervisning hele tiden skal udfordre elevernes respektive forudsætninger, men det betyder ikke, at den skal rive tæppet væk under disse, da det netop ikke vil befordre udvikling men alene forandring. Således er skolen jo på ingen måde sat i verden for at krænke nogen eller noget, men i undervisningen skal man alligevel samtidig kunne forholde sig kritisk til alt. Her minder Løgstrups diktum os om, at man i mellemmenneskelige relationer altid holder en del af hinandens liv i sine hænder og at selv en meget lille og undseelig handling, som fx en kammerats løftede øjenbryn over et par nye bukser, man har fået, kan have meget stor og ødelæggende virkning på ens selvværd. Og det samme kan man høre i mange skolehistorier om voksne, som har fået ødelagt deres liv af lærere, som ikke har løftet opgaven tilstrækkeligt nænsomt eller opmærksomt.
Uanset om ministeriet ender med at spille noget ud på EMU’en eller ej, vil det kun være et lille skridt på vejen i forhold til, at lærere en bloc og uden andet end almindelige didaktiske overvejelser kan trække Muhammedkrisen ind i deres undervisning. Før vi når så langt, kommer der givet til at gå en generation eller to, fordi frygten for at gøre det uden risiko har sat sig som en kulturel norm, der uudsagt har været understøttet at såvel statsmagten som rækken af kulturinstitutioner og -virksomheder gennem deres forskellige undladelsessynder siden krisen pågik. Det er med andre ord en langt bredere og dybere indsats, der skal til for at ændre forholdene. Her række paradepolitik ikke, men det kan være et første skridt.
