Forkyndelse forklædt som pædagogik!

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

For mere end fyrre år siden gjorde politikerne formelt set op med skolens binding til kirken, og siden har vi som samfund levet med en forståelse af skolens undervisning som værende ikke-forkyndende.

For godt og vel ti år siden så en ny ide – anført af lederen af Vækstcenteret i Nørre Snede, Jes Bertelsen og professor Steen Hildebrandt fra Århus – imidlertid dagens lys. Nu skulle børn i skolen lære at koble af fra hverdagens stress og jag via meditation.

Lærere og pædagoger valfartede til konferencer om sagen, så man måtte flytte til større lokaler end først annonceret, men der var også højlydte protester mod denne indirekte legalisering af religiøsitet i undervisningen.

Siden har mindfulness, som det nu kaldes, på forskellig vis vundet indpas i skolens undervisning – ikke på lovgivningsniveau men via forskellige begejstrerede lærere, der melder om højere selvværd, bedre trivsel og kammeratskab samt færre konflikter som effekter af disse øvelser.

Ideerne understøttes dog også af ministeriet via såvel Materialeplatformen som læringsportalen EMU, hvor man anbefaler øvelser i mindfulness som led i den understøttende undervisning og til fremme af elevernes mentale sundhed.

Ny og legal forkyndelse i skolen?

Senest har man så kunnet konstatere, at ideen har vundet fremme helt ind i regeringen, hvor der i aftalen om satspuljemidlerne for 2018-21 er afsat ikke mindre en 12½ mio. til implementering af to træningsprogrammer udviklet til brug i folkeskolen.

Det er læge Lone Overby Fjorback fra Århus Universitet, der står bag projektet, og hun kunne i udsendelsen ”Kulturen på P1” d. 3. april bevidne, at der i takt med tidsånden var evidens for programmernes effekt. Til det foruroligende – eller om man vil, det tragi-komiske – i hele initiativet hører også, at til trods for, at et af de tilgrundliggende programmer bærer navnet Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi, bedyrede lægen i radioprogrammet, at der netop ikke er tale om terapi men om træning til forebyggelse af stress og fremme af trivsel. ”Det handler om nærvær, glæde og tilfredshed i hverdagen – at eleverne får det bedre gennem meditation og ved at forholde sig til sindet på den rette måde”, som hun forklarede. ”Alle skal finde ud af, hvor perfekte de allerede selv er”. Men ikke et ord om, hvad ”den rette måde” er, eller hvorfor det overhovedet er efterstræbelsesværdigt at være perfekt – herunder hvad kriterierne dette måtte være. Kunne man fx tænke sig, at det var værd eller mere befordrende i tiden at have det uperfekte som kriterium, sådan som nogle ”urene pædagoger” i et par bøger har argumenteret for? Åbenbart ikke, hvis man spørger regeringen.

”Åh, det lyder godt” kvidrede de to journalister Jesper Dein og Tore Leifer ukritisk i radioen. ”Vores børn lider også under det bombardement af informationer, de er udsat for hver dag.”

Buddhistisk inspiration

Og der er allerede nok af inspiration at hente på nettet, hvor flere YouTubefilm om mindfulness i skolen indledes med en ceremoniel brug af syngeskåle på samme måde som i buddhistisk meditation. Her bliver mindfulness bl.a. italesat som social-emotionel læring med henblik på udvikling af kærlighed, venlighed, empati og medfølelse. Det er som om godhedsindustrien ingen ende vil tage. Og værre endnu bliver det, når man efterfølgende hører en af lærernes djærve instruktion til meditationen i en 8. klasse samt elevernes kommentarer hertil: ”Ret jeres opmærksomhed mod en af de andre i klassen, du har haft det svært med og tænk så: Jeg ønsker for dig, at du må opleve glæde i livet.”

I næste klip forklarer en elev så: ”Jeg kom helt ind i mig selv. Jeg kunne mærke mig selv og blev glad.”

Det virker! – og hva’ så?

Det virker med andre ord, som der hele tiden bliver sagt. Og der er evidens bag. Til lykke med det, kunne man ønske, men hvad er det nye heri? – bortset fra at det nu er lægevidenskaben, der indtager pladsen som ”Gud”, efter at religionernes er blevet vippet ned af piedestalen og gjort sekulære.

At forkyndelse virker, har man inden for religionerne vidst i mange tusinde år. Det er derfor formen har overlevet og en af grundene til at kristendommen og islam er de to religioner i verden, som flest mennesker bekender sig til. Men netop også en af grundende til at forkyndelsesaspektet blev taget ud af skolens undervisning i ’75.

Men betyder de nye vinde så, at vi nu også skal til at gå til fredagsbøn i moskeen og til gudstjeneste i kirken som en del af skolens undervisning? Næppe – men hvorfor egentlig ikke? Islamisk og kristen bøn kan vel være lige så godt som buddhistisk meditation, hvis det handler om at koble af fra hverdagens angst, stress og depression. Det vil der uden tvivl kunne findes evidens for, hvis det blev undersøgt – og uden tvivl tillige også for velsignelsens healende virkning. Men er det den vej, vi ønsker, at skolen skal udvikle sig? De nye tiltag om øget frihed til de enkelte skoler og dermed højere privatiseringsgrad kommer måske til at give rum for eksperimenter i alverdens retninger.