Demokratiplatform – til fordel eller ulempe for udviklingen af det demokratiske sindelag?
Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen Tilbage i efteråret viste en større international undersøgelse, at danske ottendeklasses elever ligger i top, når det angår viden om demokrati, men at de ikke i samme grad oplever at demokratiet fungerer i dagligdagen.
Disse resultater henviser Undervisningsministeriet selv til i sit nyhedsbrev fra 25. januar i år og bryster sig dermed samtidig indirekte over at have handlet hurtigt, da det i samme nyhedsbrev annonceres, at man har åbnet en ny portal om demokrati på EMU’en.
Nu har det politiske motiv bag portalen så vidt vides snarere været en antiradikaliseringsdagsorden, og portalen er således ikke en reaktion på undersøgelsen, men lad det ligge. At der nu sættes fokus på den politiske dannelse i retning af demokrati, som i en lang årrække har ligget helt underdrejet, er i sig selv prisværdigt. Demokratiet er ikke en naturlov, der kommer af sig selv, men en styre- og livsform, som der dagligt skal kæmpes for, hvis den skal holdes i live. Så godt for det!
Men hvad er det så, skolen har fået? Ja ikke mindre en 750 undervisningsskitser og forløbsbeskrivelser samt en mindre række faglige artikler til rammesætning af undervisningen, er det via bistand fra et konsortium af forskellige konsulenthuse og forskningsenheder blevet til.
Pædagogisk og lanceringsmæssigt kollaps
Desværre starter problemerne også her. Således var et medlem af bestyrelsen for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF tæt på at få et hjertestop, da platformens indhold på et internt møde i ministeriet i begyndelsen af januar blev præsenteret for den store referencegruppe af eksterne interessenter, som ministeriet under udviklingen heraf løbende har sparret med gennem det seneste års tid. Som eksempel på et forløb om etik blev der nemlig runddelt et stykke papir, hvor eleverne i mindre grupper og helt forudsætningsløst skal udvælge et blandt en lang række tilfældige udsagn og diskutere dem – men uden i øvrigt at skulle bruge diskussionens resultater til noget. Når episoden nær havde udløst det omtalte hjertestop skyldes det selvfølgelig, at det var rystende at være vidne til denne eklatante mangel på faglig forankring af forløbene i en tid, hvor der ellers tales meget om faglighed i uddannelsessystemet.
Hvad der i samme moment blev rystet på hovedet af, var logistikken i lanceringsplanen, hvor man tilsyneladende forstiller sig, at man kan offentliggøre en helt ny digital platform om demokrati i slutningen af januar måned, hvorefter alle skoler i landet kasserer de planer for undervisningen, som ministeriet selv har været med til at initiere en fastlæggelse af for et år af gangen, for i stedet over stok og sten at arrangere en temauge om demokrati i uge 12. Som der står i den anbefalede læringsaktivitet til indledning af temaugen, skal læreren fortælle, at der over hele landet er skoleelever, som i denne uge holder en kampagne om fællesskab og demokrati, fordi de finder det vigtigt at arbejde med, og fordi alle har brug for fællesskabet. Det holder jo af mange grunde ikke en meter og minder snarere om useriøse tv-programmer om grundlæggende at forandre børn kundskabs- og færdighedsniveau på 100 dage eller konkurrencer mellem danske og kinesiske elever. Dannelse og ikke mindst dannelse til demokrati tager tid og etableres gennem praksis, teori og en lang række af erfaringer samt refleksion herover. Skulle man endelig have et ønske om at skyde projektet i gang med en temauge, skulle den som minimum have været foreslået på den anden side af sommerferien, så skolerne kunne have medtænkt den i forbindelse med forårets planlægning af kommende skoleår.
Nu er det jo sin sag, at tygge sig igennem 750 undervisningstilbud, men et tilfældigt udpluk af eksempler til skolens mellemtrin viser, at der også her er grundlæggende problemer. Det afslører sig først og fremmest i de mange formuleringer om, at demokratiet nu skal på skoleskemaet, som ministeriet også selv formulerer det i nyhedsbrevet. Og fint nok, at eleverne i udvalgte fag også skal lære om demokratiets principper og historiske udvikling, men selv den politiske dannelse til aktiv medborger i et demokrati ligger primært i formen – altså i engagementet i og medbestemmelsen over det, man beskæftiger sig med. Den pointe ligger som bekendt gemt i formålsparagraffens formulering om, at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Nok er der tale om en udvanding af formuleringen i forhold til den oprindelige fra 1975, hvor det hed at såvel undervisningen og hele skolens dagligliv skulle bygge på åndsfrihed og demokrati, men der er fortsat tale om en et ideal for politisk dannelse til demokrati, og formuleringen understøttes fortsat af den paragraf, som i den nugældende lov hedder § 18, stk. 4, og som foreskriver elevernes medbestemmelse over undervisningens indhold og form.
Hvor blev elevernes medbestemmelse af på platformen?
Gennem de seneste år har det imidlertid ligget meget sløjt med dette aspekt ved undervisningen – dette først og fremmest fordi undervisningens indhold i stigende grad har været bestemt fra Slotsholmen men også pga. Lov 409, som har reduceret lærernes forberedelsestid til under et minimum. Det sidste udvirker, at lærerne ikke har tid til at tage hensyn til elevernes eventuelle ønsker og forslag men kun at bladre om på næste side i grundbogen. Af samme grund er skolelovens § 5 om vekselvirkningen mellem enkeltfaglig og tværgående undervisning i stigende grad blevet undermineret, så de tværgående problemstillinger, som eleverne ofte er optagede af, ikke længere praktiseres, fordi lærerne ikke har tid til at koordinere undervisningen med hinanden.
Desværre rider de tilfældigt valgte mellemtrinsprojekter med på denne tendens, hvilket tydeligt afslører sig i de sproglige formuleringer, hvor der i den konkrete vejledning til lærerne igen og igen står, at de skal sige til eleverne, hvad de skal – underforstået fordi læreren har bestemt det, da det jo er dem, der i givet fald har udvalgt, de pågældende forløb. Der sker fx i undervisningsforløbet ”Samtalesaloner trods forskelle” og i det sociale projekt om at sætte sit aftryk, hvor der på ingen måde indtænkes elevmedbestemmelse over undervisningen. Med en sådan logik er det således ikke underligt at eleverne i undersøgelsen om demokrati ikke oplever, at det er til stede i hverdagen.
Det skal retfærdigvis nævnes, at der til mellemtrinnet også er et forløb om medbestemmelse over undervisningen, men symptomatisk er det, at der alene sættes fokus på den formelle del af demokratiet, så der med det samme skrides til afstemning om forskellige ideer. Den demokratiske samtale, argumentets kraft og princippet om kompromiser af hensyn til fællesskabet og eventuelle mindretal kommer slet ikke i spil, hvilket gør forløbet ubrugeligt – også som inspiration. Helt komisk bliver det, når eleverne som en del af forløbet skal gætte på, hvad de tror, det kommer til at betyde for deres indlæring, at de selv har mulighed for at påvirke, hvordan forløbet ser ud, selv om det var en anden gruppes ide, der blev stemt igennem?
Et lignende problem finder man i læringsaktiviteten om demokrati, hvor dette for eleverne vedkommende alene henføres til elevrådsstrukturen, som selvfølgelig ikke er uvæsentlig men absolut heller den vigtigste parameter i den demokratiske dannelse.
Er det politisk legitimt at spænde skolens elever for en bestemt politisk vogn?
Et andet betændt problem viser sig, når nogle af forløbene spænder eleverne for en politisk vogn, som det fx sker i ovenfor omtalt sociale projekt, hvor tanken er, at eleverne skal arrangere et loppemarked for at tjene penge, som efterfølgende doneres til et eller andet såkaldt godt formål som fx syge børn i Danmark, flygtninge eller sultne og fattige børn i tredjeverdenslande. Her bliver eleverne brikker i et politisk spil, som de ikke selv har en levende chance for at gennemskue indholdet i eller konsekvenserne af. Lidt i stil med de regnskovsanparter det tilbage i ’80-erne var udbredt at samle ind til køb af som en del af den populære miljøundervisning på den tid, men hvor det på et tidspunkt kom frem, at pengene i højere grad gik til guerillakrig i Mellemamerika. På den måde at indskrive skolens elever i velmenende politiske agendaer, er noget andet end at danne dem til demokratisk sindede medborger med henblik på en fremtidig håndtering af deres egen men endnu ikke i skolealderen opnåede myndighed.
Skulle der således i anledning af demokratiplatformen komme anskrig enten fra forældreforeningen Skole og Forældre eller blot menige forældre, vil det være aldeles forståeligt, da sådanne forslag jo vækker minder og fordum tiders indoktrineringsdebatter.
# Sæt dit aftryk!
Tilbage i 2004 skrev professor Jørgen Goul Andersen som led i et forskningsprojekt om magtudredning og demokrati i Danmark, at der var en tendens til at fokusere på det individuelle frem for det kollektive i demokratiforståelsen, men at demokrati grundlæggende handler om aftalte spilleregler for og til gavn for fællesskabet de involverede parter imellem. Og således ikke om, hvad ’der er i det’ for den enkelte.
Derfor er det beskæmmende, at der som en del af ministeriets projekt lanceres et hashtag med titlen ’sæt dit aftryk’, da det netop understøtter den individualiserede opfattelse af demokrati og samtidig underminerer fællesskabet, da man jo helt elementært på ingen måde behøver at bidrage til udvikling af demokratiet endsige holde sig inden for spillereglerne for at sætte sit aftryk. Her går associationerne snarere i retning af at være stjerne for en aften, hvilket på flere ledder og kanter kan være ulideligt støjende for andre, end til en udfoldelse af demokratiet og den demokratiske livsform.
Opbud til dans
De mange skavanker, som projektet tilsyneladende har, skal dog ikke skygge for det grundlæggende positive initiativ, som har til hensigt at fremme den politiske dannelse i retning af demokrati, da det som bekendt er skolens ypperste formål. Blot er det ærgerligt, at ministeriet ikke fra begyndelsen i højere grad forsøgte sig med en tættere alliance til de faglige foreninger, så portalens mange forløb havde fået netop en faglig forankring. Således hedder det fortsat i stk. 3 i formålet for religionsundervisningen, at eleverne skal kunne bruge deres faglige kompetencer i forbindelse med personlig stillingtagen, medansvar og handling i et demokratisk samfund. Og foreningen stiller sig gerne til rådighed for et sådant samarbejde om udvikling af fagligt funderede forløb til fremme af den demokratiske dannelse. Et tilbud, som vel skulle være let realisabelt, da sådanne faglige forløb må være overkommelige at integrere på portalen.
