Mediecirkus om ”muhammedkrisen” nok engang

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Fredag d. 6. marts var Jyllands-Posten igen på banen med et udspil om de såkaldte muhammedtegninger – denne gang i samspil med den konservative uddannelsesordfører Mai Mercado, som samme dag havde en kronik i avisen, hvor hun foreslog, at ”muhammedkrisen” skulle gøres til obligatorisk indhold i historieundervisningen på linje med fagets andre kanonpunkter, og at de tegninger, der udløste den voldsomme udenrigspolitiske krise, naturligt skulle indgå i undervisningen.

Nu findes der ikke synderligt belæg for, at viden og indsigt, som man med vold og magt vil proppe ind i hovedet på elever, har den ønskede læringseffekt, som de fælles mål for folkeskolen foreskriver. Tværtimod risikerer noget sådant snarere at give forstoppelse, fordi stoffet kommer til at blokere, som formanden for Historie- og Samfundsfagslærerforeningen flere gange fremhævde. De opstillede mål opfyldes derimod efter alt at dømme bedst på basis af en faglig og pædagogiske vurdering af det stof, der udvælges til undervisning i relation til den konkrete elevgruppe, der skal arbejde sig hen mod de opstillede mål.

Derfor fik man straks mistanke om, at motivet for de konservatives udspil måtte være et andet end ønsket om læring.

Det samme var tilfældet i relation til den lancering af kronikken og den tilhørende artikel i Jyllands-Posten. Historien herom blev nemlig dygtigt lækket som et rygte allerede dagen før, således at mange af os, som kunne blive berørt af en sådan ændring i bestemmelserne, blev kontaktet af forskellige journalister, som ville have en kommentar til en endnu ikke trykt kronik.

I den forbindelse lykkedes det en redaktør på DR at misforstå en eller flere af sine journalister, så det fredag morgen på DR’s hjemmeside og på diverse radiokanaler samt i DR2-nyhederne kom til at fremstå som om forslaget om obligatorisk undervisning i muhammedtegningerne kom fra Religionslærerforeningen. Det gjorde det ingenlunde! Vi benytter tværtimod enhver lejlighed til at argumentere imod kanoniseret stof til skolens undervisning.

Beskæmmende var til gengæld at erfare, hvor svært det kan være at rydde en sådan misforståelse af vejen. Selv efter utallige forsøg på at dementere pointen overfor diverse journalister, trængte det ikke igennem DR’s system, hvorfor fejlen blev lanceret såvel i DR2-Morgen, som i DR2-Dagen så sent som kl. 17. Kun en ung kvindelig journalist på P3 var grundig nok til at foreligge sin egen vinkel på historien og tjekke op på, om hun i øvrigt havde forstået sagen rigtigt, inden hun gik i luften. Og samtidig kvik nok til at ændre sin egen vinkel, da det gik op for hende, at hun som mange andre havde misforstået den. Mange andre garvede journalister gentog blot bevidstløst fejlen.

At muhammedtegningerne ikke skal være obligatoriske i skolens undervisning, betyder selvsagt ikke, at de ikke egner sig som undervisningsstof. Det gør de i vid udstrækning, såvel i historie som i dansk, samfundsfag og religion – i religionsundervisningen primært til illustration af de følelser, som kan være på spil i relation til religion, og dermed som eksempel på, hvad den religiøse dimension i tilværelsen også kan være. Derudover kan det være oplagt at inddrage nogle af tegningerne i relation til en forståelse af, hvorfor der er billedforbud inden for nogle religioner. At de i vid udstrækning også bliver brugt til dette fremgik af forskellige læreres udtalelser i såvel tv som diverse aviser, men som anført ovenstående vil relevansen af en inddragelse af tegningerne – på samme måde som med alt andet undervisningsstof – altid afhænge af en faglig og pædagogisk vurdering i relation til de læringsmål, der arbejdes hen imod og til den konkrete elevgruppe, der er i ens varetægt.