KVALITETEN DER FORSVANDT
- om det store tilbageskridt i tænkningen bag Forenklede Fælles Mål.
I den klassisk formulerede didaktik, som den fx kom til udtryk hos de tidligere professorer på Danmarks Lærerhøjskole (nu DPU) Carl Aage Larsen og Karsten Schnack, er det en hovedtanke, at der for at få kvalitet i en undervisning skal være en indre sammenhæng mellem de forskellige niveauer inden for den institution didaktikken angår. Det vil sige, at der skal være konsistens mellem værdierne bag en given skoleform, denne skoleforms hensigt eller formål, skoleformens strukturering (fx i fag) – herunder hensigten med fagenes optræden i den pågældende skolen, også kaldet fagformål, samt indholdet i disse fag og måden hvorpå dette indhold vinkles og formidles i forhold til den målgruppe, skoleformen retter sig imod. Sagt en anelse kortere dække denne sammenhæng relationen mellem teorien i den pædagogiske filosofi, der ligger til grund for den pågældende skoleform, og den undervisningspraksis, man vil kunne iagttage i skolestuerne, eller hvor undervisningen nu måtte finde sted.
At den ideelle form bag denne tankegang endnu ikke har set dagens lys, hænger selvfølgelig sammen med, at der - i hvert fald i en demokratisk kontekst - er tale om et både dynamisk system og et dialektisk forhold mellem niveauerne, som tillige er omgærdet af en vis inerti i hovederne på de til enhver tid agerende professionsudøverne. Anderledes kan det ikke være, men når man fra politisk-administrativt hold direkte modarbejder denne logik, som det er sket med lanceringen af ministeriets nye undervisningsportal på EMU, kan det næsten ikke gå andet end galt.
Hvorvidt der – som tilfældet er i så mange andre sager i centraladministrationen i disse år – er tale om en variant af pointen i journalisten Jesper Tynells bog om mørkelygte-operationer, hvor embedsmænd overlyser dele af en sag for at sløre dens egentlige implikationer eller hensigt, skal lades være usagt, men forstemmende er det at læse om logikken bag Undervisningsministeriets udspil om kvalitet i undervisningen, som den kommer til udtryk på portalen.
Indskrevet i samtlige fagbeskrivelser på portalen er en firkantet model bestående af elementerne læringsmål, undervisningsaktiviteter, tegn på læring og evaluering. Tanken bag kvaliteten i undervisningen er, at læreren omsætter de af ministeriet formulerede læringsmål til mål for den enkelte elev samt oplister en række tegn på læring for derefter at tilrettelægge nogle undervisningsaktiviteter, som eleven skal gennemføre. Undervejs observerer lærer og elev i fællesskab, om de kan iagttage nogle af de opstillede tegn på læring, hvorefter læreren til sidst evaluerer, i hvilken grad eleven opfylder de opstillede mål. Resultatet af evalueringen danne så afsæt for nye elevmål i relation til det følgende undervisningsforløb.
Således er tanken altså, at bevægelsen rundt i firkanten er, at man skal gå i ring – dog illustreret som en opadgående spiral, fordi der nødvendigvis er progression i forløbet. Men havde der dog så blot været en snert af et forsøg på at løse cirklens kvadratur i tænkningen, kunne man måske have taget modellen – om ikke seriøst – så dog til en vis grad humoristisk. Som den fremstår nu, virker det snarere som et af de spil på ens gamle mobiltelefon, hvor en figur bevæger sig spisende og voksende frem ad en ret linie, indtil den støder ind i en væg, hvorefter den ændrer kurs, hvilket den så bliver ved med, indtil der ikke er mere plads i rummet og den derfor dør.
Også kvalitetsbeskrivelsen synes at være lukket inde i et sådant firkantet rum, fordi der intet udblik er, hverken til de enkelte fags fagformål eller til skolens overordnede formål og dermed til den virkelighed, der ligger uden for skolen, og til det liv, til hvilket skolens undervisning skal kvalificere eleverne. Og det endda under en skolereform, der som et af sine nye store tiltag har den åbne skole som tema.
Politisk armod
Når man til trods for dette helt fundamentale brist i den didaktiske logik ikke gik helt i chok af overraskelse, da man første gang læste teksten, hænger det sammen med, at der i lanceringen af reformforslaget med dets mange tiltag ikke var taget højde for implikationerne i relation til skolens formålsparagraf. For som den tidligere uddannelsesordfører fra SF og på daværende tidspunkt medlem af regeringen Pernille Vigsø Bagge senere forklarede det på en konference om dannelse: ”Når vi som politikere ikke er kommet med forslag til en revision af skolens formålsparagraf i forbindelse med reformudspillet, skyldes det, at en diskussion af formålsparagraffen hurtigt kommer til at handle om dannelse, og det er alt for kompliceret for os politikere”. Denne bekendelse affødte ikke overraskende mindst et halvt minuts stilhed i salen blandt de ca. 150 tilhørere. Herefter spurgte en journalist forsigtigt, om det var noget, han måtte citere hende for at have sagt, hvilket hun nikkede til.
Om end det fortsat er et karakteristikum ved den politiske metier, at man som politiker har en legitim ret til at træffe beslutninger på et sagligt set usagligt grundlag, da politik primært handler om holdninger og magt, er der intet til hinder for, at man som politiker kan lade sig oplyse, før man danner sin mening. Overraskende for nogen bør det dog ikke komme, at en sådan oplysning ikke primært indfinder sig i et mørkekammer. Det er bl.a. det man i et demokrati har den folkelige debat til. Den lå tidligere forud for store og afgørende indgreb, mens den nu om dage i stigende grad slet ikke føres eller kommer på bagkant, hvilket debatten om skolereformen er et slående bevis på. Og havde det ikke været for 200-års jubilæet, var den nok heller ikke blevet ført.
En ting er det politiske niveau. Det kan man i mangt og meget bære over med. Helt anderledes forholder det sig med ministeriet, hvor embedsmændene jo netop skulle være garant for den faglige og saglige behandling, som politikerne med god samvittighed kan lade hånt om. Men når også det svigter bliver man skeptisk og må spørge sig selv, om det enten er udtryk for faglig uformåenhed eller bevidst politisk manipulation fra embedsværkets side?
Billedligt talt virker det som om, at såvel politikere som embedsmænd i denne sag har taget hinanden i hånden og er gået ned i maskinrummet for at trimme og smøre maskinen, så denne kan komme til at sejle for fuld damp, mens ingen er blevet tilbage på broen for orientere sig om kursen. Om der sejles mod øst eller vest bekymrer ingen sig om. Det overlades til strømmens vilkårlighed at afgøre.
Nok kan man – hvis man orienterer sig grundigt på den nye portal – under hvert enkelt fag finde et link til fagformålet, men indholdet af dette tænkes på intet tidspunkt ind i vejledningens tekst om kvalitet i undervisningen, og intet sted på portalen kobles den faglige undervisning i skolen sammen med skolens overordnede formål, som det fx skete tilbage i begyndelsen af ’90-erne, hvor daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen i sit kommissorium til skrivegrupperne bag de daværende faghæfter præciserede to forhold, dels at man i de forskellige faghæfter skulle kunne se, at de pegede frem mod opfyldelsen af skolens formål, dels at hvert fag tydeligt bidrog med noget selvstændigt til opfyldelsen af dette.
At denne logik nu i store træk er blevet undermineret, hænger givetvis sammen med, at det danske uddannelsessystem lige siden har været en del af OECD’s komparative analyser af udbyttet af undervisningen i de deltagende lande, og at resultaterne af disse analyser har fået lov at styre uddannelsespolitikken, selv om der i overvejende grad er blevet målt på noget andet end det, den danske folkeskole har været funderet på. Den danske folkeskole er således dumpet på kriterier, der ikke har været dens egne hensigter og er så siden på det strukturelle niveau i små nyk blevet justeret ind efter de internationale kriterier baseret på Bologna-aftalen fra 1999.
Nytårsforhåbning
At der til trods for ovenstående synes at været et spinkelt lys for skolen også i denne mørke tid, fremgår af udtalelser fra den eneste politiker, som – om ikke specielt regeringsloyalt så dog tilsyneladende i stor omsorg for folkeskolen – tør tale Roma midt imod, nemlig kultur- og kirkeminister Marianne Jelved. Hun har gennem de seneste halve års tid, hvor hun har kunnet komme af sted med det i sine taler, mindet danske lærere om, at kompetence-, videns- og færdighedsmål kun er en del af skolen bekendtgørelsesgrundlag og at såvel fagformål som skolens overordnede formål er mindst lige så forpligtende – også selv om det i fremtiden skulle gå galt, at man som lærer får kvalifikationsløn i forhold til den scorer ens klasse måtte opnå i diverse nationale tests og afgangsprøver.
Man kan således ifølge Marianne Jelved fint sidde en målformulering overhørig, hvis den ikke fremmer opfyldelsen af et fags formål og understøtter opfyldelsen af selve folkeskolens overordnede formål, og begrunde sine valg med netop disse argumenter, da Folketinget ikke som sådan har ophævet den didaktiske faglighed. Den er aktuelt blot blevet part i en kulturkamp, men hvem der skal vinde den, står ikke skrevet nogen steder.
Så herfra skal lyde en opfordring til fortsat at udvælge og vinkle stoffet til undervisningen efter de enkelte fags og skolens formål. Godt nytår!
