Offentlighedsteologi II

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

I sidste nummer af Religionslæreren omtalte vi på denne plads det initiativ, som Det Mellemkirkelige Råd i samarbejde med andre har taget for at promovere teologiens relevans i den politiske debat? Har teologien perspektiver at kaste ind over aktuelle samfundsproblemer, som ingen andre byder ind med. Ikke overraskende var svaret ’ja’ – jf. artikel af Jonas Jørgensen andetsteds i bladet.

Spydigt kunne man mod initiativet indvende, at det er kommet for sent, fordi det projekt allerede har flere prominente fortalere. Der tænkes først og fremmest den vestlige verdens fornuftsfilosof Jürgen Habermas, der i en samtalebog fra 2006 diskuterer grænserne mellem fornuft og religion pave Benedikt d. XVI (den tyske teolog Joseph Ratzinger). En af hovedpointerne i bogen er den dobbelte, at fornuften bør være den instans, der sætter begrænsninger for religionernes virke, som vi aktuel kender det, men som noget, at religion også skal være den instans, der sætter grænser for fornuften – altså peger på, når fornuften tiltager sig udtaleret om og politiske myndighed over spørgsmål, som den strengt taget ikke har noget at sige om.

Det overraskende i bogen var, at Habermas – på trods af tidligere tiders opgør med religiøse dogmer som regulerende instans – nu tillagde de religiøse traditioner en reddende funktion i den politiske debat, fordi der aktuelt i hans samfundsanalyse var tendenser til underminering af de vestlige demokratier. Erkendelsen hos Habermas synes at være, at fornuften ikke i sig selv kan definere hverken det gode liv eller værdier heri. I sådanne spørgsmål har vi brug for de historiske traditioner, som mest præcist er kondenceret i religionernes praksis og tekstgrundlag. Derfor skal blikket på religion forskydes, så man bruger de religiøse traditioner og tekster som demokratiske ressourcer, der kan etablere et modsprog til tidens markedsgørende logikker.

Siden har den slovenske filosof Slovoj Zizek også i forskellige af sine bøger taget livtag med kristendommen. Hvor Ratzinger talte om religioner i almindelighed kårer Zizek ufortrødent kristendommen som den mest rammende fortælling om menneskelivet. Billede af guden, der bukker under og dør fornedret på korset udstiller i al sin enkelthed det meningsløse i tilværelsen. Det eneste vi har tilbage som mennesker er det menneskelige fællesskab, som til pinse blev inspireret med håb om en bedre fremtid af Helligånden kommer. Det er med det håb, vi som mennesker skal naviger gennem vores kaotiske liv – og der er ifølge Zizek ikke noget sikkerhedsnet under – ud over det det sociale fællesskab bidrager med. Altså en absurditet i det store perspektiv, fordi alle ved, at de til sidst skal dø. Det flugter meget fint, hvad den danske teolog P.G. Lindhardt i en foredragsrække i 1952 til stor forargelse for mange argumenterede for, at det evige liv ikke var noget fremtidig men livet her og nu.

Langt flere kunne drages frem, hvilket pladsen ikke tillader, hvor opmærksomheden blot skal rettes mod de to teologer Ole Jensen og Mickey Gjerris, som begge i den offentlige debat har beskæftiget sig forholdet mellem mennesket og naturen fra en teologisk vinkel.

Når der ingen grund er til at være spydig over for Det Mellemkirkelige Råds initiativ skyldes det, at teologien siden oplysningen har ligget under for et rationalistisk domæne, der har afholdt den fra at tale om det væsentligste – nemlig mysteriet og det paradoksale i kristendommen, der netop springer rammerne for det rationelle i forståelsen af tilværelsen.