Teknologiforståelses- forsøg uden egentlig etisk vinkling

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Tilbage i oktober kunne man på ministeriets hjemmeside læse slutevalueringen af det treårige forsøg om teknologiforståelse i skolen, som blev afviklet fra 2018-21, dels som selvstændigt fag, dels som integreret element i en række udvalgte fag.

Symptomatisk for tiden var religionsfaget ikke udvalgt til at indgå i forsøget, selvom det er det eneste fag i skolen, der har etik som et selvstændigt kompetenceområde, og man skulle mene, at der i forbindelse med teknologiforståelse var rigeligt med etiske udfordringer at beskæftige sig med. Dermed ikke sagt, at der ikke foregår etisk dannelse i skolens øvrige fag. Det gør der selvsagt i dem alle, fordi læring i skolen foregår i sociale fællesskaber, men det er altså kun i Kristendomskundskab, der er en forpligtelse til en systematisk og faglig indføring i etikken. Og det savner man i den grad i evalueringsrapporten, hvor ordet etik kun optræder én gang – nemlig der, hvor de deltagende lærere citeres for at fremhæve de etiske aspekter som dem, der i særlig grad har motiveret såvel eleverne som dem selv.

”I interviews fremhæver pædagogisk personale generelt kompetenceområdet digital myndiggørelse som et af de mest relevante og vigtige kompetenceområder i undervisningen og fagligheden. Det pædagogiske personale peger på, at der opstår mange spændende etiske diskussioner i arbejdet med dette kompetenceområde, som både motiverer dem og eleverne. De fremhæver således primært den del af kompetenceområdet, som indebærer arbejdet med kritisk refleksion over digitale artefakters betydning for eleverne selv og samfundet i relation til etik og sikkerhed.” (Slutevalueringen s. 22).

Af konkrete eksempler på det sidste om etik og sikkerhed kan man nemt peger på udfordringer som spørgsmålene om, hvorfor der endnu ikke er kommet selvkørende biler i handelen, selvom teknologien har været udviklet i mange år, samt hvor langt vi skal gå i udviklingen af de såkaldte cyborgs, og hvordan vi skal bruge kunstig intelligens i forskellige sammenhænge. Alle spørgsmål som forudsætter en mere systematisk etisk tilgang, hvis man skal kunne forholde sig kvalificeret til dem. Og den ligger som nævnt indeholdt i religionsundervisningen og ville fint kunne have været konkretiseret i relation til teknologiforståelse, hvis faget havde blandt de udvalgte.

At det etiske aspekt fra begyndelsen kun har været stedmoderligt tænkt med i forsøget ses tydeligt af indkredsningen af teknologiforståelse i fire kompetenceområder: Digital myndiggørelse, Digital design og designprocesser, Computationel tankgang og Teknologisk handleevne. Og i beskrivelsen af disse områder, er det meget sparsomt, hvad der står i relation til det etiske. Om digital mynddiggørelse står der fx at det omhandler evnen til analytisk og refleksivt at forstå digitale artefakters betydning i hverdags- og arbejdslivet, og om computationel tankegang hedder det, at det skal bidrage til, at eleven kritisk og refleksivt kan forholde sig til computerbaserede modeller af fænomener og relationer omkring dem. I begge tilfælde omhandler det kun indirekte etik. Først når man kommer til de fjerde kompetenceområde Teknologisk handleevne kommer etikken direkte på banen men desværre meget perifert, når der står: ”Handleevnen fordrer et udviklet fagsprog om … også etiske … forhold til verden.” Det er så diffust, at det ikke er underligt, at det ikke er slået igennem i selve forsøget, hvor der primært har været fokus på det rent tekniske.

Derfor glædeligt, at det etiske alligevel har presset sig på i selve undervisningen, sådan som mange lærere har givet udtryk for i evalueringsrapporten.

Hvad man også kan læse på ministeriets hjemmeside er, at ministeren på baggrund af evalueringsrapporten vil drøfte konsekvenserne af forsøget med forligspartierne omkring folkeskolen. Skal teknologiforståelse etableres som et selvstændigt fag eller som et fagligt stofområde i alle fag? Uanset resultatet må man håbe, at lærernes og eleverne påpegning af de etiske aspekter giver stof til eftertanke, så det indarbejdes systematisk i fagbeskrivelsen og ikke igen efterlades som blindtarmsvedhæng.