Anbefalinger til fagfornyelse – det bedste man længe har læst om skolen
I begyndelsen af december afleverede ekspertgruppen bag anbefalingerne til fagfornyelse deres beslutningsforslag herom til forligskredsen bag folkeskole- forliget, og det er opløftende læsning, som man må håbe politikerne tager til sig og gør til norm for det efterfølgende arbejde i de nedsatte faggrupper for hvert af skolen fag.
Ikke siden skolelovsrevisionen tilbage i ’93 har man læst et centralt offentligt skrift, som udtrykker ideerne med skolen bedre end de leverede anbefalinger.
En af intentionerne bag ekspertgruppens arbejde har været at lytte til dem, der er den primære målgruppe for fagplanerne – nemlig lærerne, som ud over en forenkling af de eksisterende faghæfter og en nedskalering af antallet af mål i særlig grad har efterlyst:
En endnu tydeligere sammenhæng mellem indhold og sigte i fagene og skolens overordnede formål. Det var præcist, hvad tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen tilbage i ’93 satte som præmis for revisionen af de daværende faghæfter men som siden er blevet renset ud i fag-fagligheden tjeneste.
En langt højere grad af elevinddragelse i relation til valg af indhold i undervisningen og måder, der skal arbejdes med stoffet på. Et ønske, der er sprunget direkte ud af skolelovens §18, stk. 4, men som under det læringsmålsstyrende regime af gode grunde har været voldsomt nedprioriteret.
En opprioritering af tværfagligheden, som også under læringsmålsstyringen har haft trange kår, fordi de mange centralt fastsatte enkeltfaglige mål for undervisningen var så tyngende, at de lagde beslag på stort set al undervisningstiden til enkeltfaglige forløb.
Ny didaktisk tre-klang
Som svar på ønskerne introducerer ekspertgruppen en didaktisk tre-klang af engagement, kundskaber og myndighed. Med et sådant fokus indskriver ekspertgruppen skolen i såvel dens historiske forankring i oplysningstiden som i dens nutidige lovgivningsmæssige ramme.
Det var den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant, der indkredsede den personlige myndighed som dannelsens ypperste mål og definerede oplysning på følgende måde: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse.”
Selv indkredser ekspertgruppen myndighedsbegrebet til at omfatte: kritisk stillingtagen; træffe selvstændige beslutninger og handle ansvarligt. Også her er ekspertgruppen i synk med den klassiske myndighedsforståelse og oplysningsprojektets dannelsesidealer.
Til dette skal så lægges de kundskaber, som er dannelsens indhold. Også her bliver man opløftet over, at ekspertgruppen vender tilbage til termen ’kundskaber’, som netop i forbindelse med indførelsen af læringsmålsstyringskonceptet tilbage i ’14 blev udraderet til fordel for den mere markedsorienterede ’kompetencebegreb’, der ikke har meget med grundlæggende kundskaber at gøre, fordi kompetencer er dynamiske og omskiftelige, så de løbende kan tilpasse sig markedernes behov.
Elevmedbestemmelse
I forbindelse med revisionen af skoleloven tilbage i 1975 blev den demokratiske dannelse sammen med elevernes personlige udvikling gjort til det højeste mål for skolens virke. Som en naturlig følge heraf blev det indskrevet i loven, at undervisningens indhold og form i videst muligt omfang skulle planlægges i et samarbejde mellem lærere og elever, så den demokratiske dannelse ikke alene var henvist til det formelle demokrati i elevrådet, men også skulle udvirkes som en del af daglige arbejde. Der var gjort tiltag til denne form for inddragelse af elevperspektivet op gennem ’60-erne, og det fik for mange lærere høj prioritet i forlængelse af den nye lov, hvor der på forskellig vis og med god inspiration fra datidens pædagogiske ’bibel’ ”Projekt- orientering og deltagerstyring” af Knud Illeris fra 1978 blev eksperimenteret med, hvordan elevindflydelsen kunne fremme elevernes engagement og tilhørende udbytte af undervisningen.
Den markante ændring i skolens pæda- gogiske virke om, at al undervisning skulle tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger, som det blev formuleret i bemærkningerne til loven i ’93 sandede dog hurtigt til, da vi i Danmark havde tilmeldt os et internationalt forskningsprogram med komparative studier af elevernes udbytte af grundskolens undervisning. I første omgang var der alene tale om læsefærdigheder, og de første resultater heraf blev offentliggjort i 1992 og lammede midt i forhandlingerne om revision af loven den skolepolitiske dagsorden, fordi det viste sig, at danske børn læste langt dårligere end deres jævnaldrende i andre nordiske lande og på niveau med børn i lande, vi ikke ønskede at sammenligne os med. I første omgang blev panikken forsøgt neutraliseret gennem et udviklingsprojekt i forlængelse af ’93-loven, som skulle være svaret på læringsudfordringen, men da de senere PISA-undersøgelser i år 2000 bekræftede de ringe resultater hos danske elever, blev der fra politisk hold sat hårdt ind med et øget fag-fagligt fokus på skolens undervisning, som ikke levnede megen plads til elevernes medbestemmelse.
Står det til ekspertgruppen skal dette fokus nu ændres igen, hvilket uden tvivl er godt både for den demokratiske dannelse og for elevernes udvikling, hvilket man bl.a. kan hente belæg for i Børnerådets nyligt udsendte rapport ”Medbestemmelse i undervisningen – fra elevernes perspektiv” fra i år. Her dokumenteres det, at elevernes medbestemmelse over skolens undervisning har trange kår, og at lærerne tager meget lidt hensyn til elevernes interesser. Samtidig peges der på, at denne knægtelse af elevperspektivet har en direkte betydning for den tiltagende mistrivsel blandt børn og unge.
En integration af medbestemmelsesaspektet i de kommende fagplaner vil være en nyskabelse, som kan komme til at påvirke skolens samlede pædagogiske virke i en positiv retning, fordi det vil kunne højne elevernes engagement og følgende læring, hvis undervisningen kommer til at give mening for dem. Så lad os håbe, at politikerne tager den anbefaling til sig.
Tværfaglighed
At skolens undervisning er organiseret i fag har først og fremmest en disciplinerende effekt, fordi det afføder en klar struktur, der samtidig matcher den måde vi som samfund forsøger at undersøge og forstå verden på, men det fagopdelte blik passer ikke særlig godt til erfaringerne med det levede liv, hvor de forskellige fagligheder griber ind i hinanden og blander sig i en totalforståelse af det liv, vi som enkeltpersoner og fællesskaber agerer i.
Hverken krige, klimakrise eller konsekvenserne af befolkningstilvæksten samt andre af de såkaldte epokale nøgle- problemer i form af FN-verdensmål mv. løses af enkeltfag. Konsekvensen af denne indsigt blev dog først med revisionen i ’93 skrevet ind i skoleloven, hvor det i § 5 hedder, at eleverne i vekselvirkning med den enkeltfaglige undervisning også skal have mulighed for at tilegne sig kundskaber og færdigheder i tværgående emner og problemstillinger. I lighed med elevindflydelsen har dette aspekt i undervisningen haft trange kår siden de første Fælles Mål fra 2004 og i særdeleshed under det læringsmålsstyrede regime fra 2014 og frem, hvilket ikke har været til fordel for skolens samlede løsning af sin dannelsesopgave. Så hvis politikerne også her lytter til ekspertgruppens anbefalinger, kan også dette være med til at løfte skolen og dermed elevernes udbytte af undervisningen.
Formatet på de nye fagplaner
I forlængelse af de mere almene og generelle anbefalinger giver ekspertgruppen også et konkret bud på formatet for de kommende fagplaner. Hovedbudskabet er, at de skal være kortere og uden de tidligere undervisningsvejledninger for derved at skabe et større didaktisk råderum for lærere og elever ude på landets skoler. Fagplanerne skal primært sætte fokus og retning, mens man lokalt vælger indholdet i undervisningen ud og giver det form, alt efter hvad der er behov, interesse og energi i. Det lyder umiddelbart som en tillidserklæring til fagligheden, og det er præcis, hvad der skal til for at fremme engagement, arbejdsglæde og læring. Så tak også for den anbefaling!
Skitsen, som den lægges frem, lyder som følger:
At der som indledning gøres rede for fagets relation til skolens overordnede formål, og hvad det bør have af konsekvenser for undervisningen i faget. Også i den sammenhæng er det velgørende at læse ekspertgruppens pointe om, at i skolens rum er fagene ikke bare fag, der skal læres, men primært midler til fremme af elevernes dannelsesproces. Fagene er således ikke i skolen for deres egen skyld men derimod i en højere sags tjeneste, hvilket er afgørende for den måde, de bruges på.
At det indkredses hvad faget bidrager til løsningen af skolens samlede opgave, og altså hvad der legitimerer fagets tilstedeværelse i fagrækken – udtryk som en besvarelse af fagets hvorfor.
At der skitseres en karakteristik af faget i skolen i form af en beskrivelse af, hvad det er i verden, som faget undersøger og forsøger at give svar på med relevans for målgruppen.
At der beskrives et indhold i undervisningen i form af såkaldt kernestof, der dog heldigvis meget behændigt defineres som angivelse af indholdsområder i form af fænomener, sammenhænge, metoder og begreber, som vi allerede kender det i dag. Af dem skal hvert fag if. ekspertgruppen angive 3 – 6 alt efter fagets volumen i skoleforløbet.
At der angives en form for progression med få tilhørende mål for undervisningen.
Samlet set tegner anbefalingerne lyst for skolens fremtid, hvorfor årets nytårsønske skal være, at politikerne følger indstillingen og får sat arbejdet i gang.
Ministeriet har varmet faggrupperne op, så de sidder klar.
Σχόλια