Lønligt håb om et jubelår?

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Ikke mindst i et reformationsjubilæumsår kan der være grund til at overveje nogle af de ting, der røg ud med badevandet under reformationen. Inden for den katolske kirke opererer man fx med begrebet ’jubelår’.

Forestillingen om et jubelår stammer fra 3. Mosebog kap. 25., hvor det angives, at der i lighed med den ugentlige sabbat også skal afholdes en sabbat for hele landet hvert syvende år. Dette er en slags pause, hvor man med god samvittighed kan beskæftige sig med andre ting end de vanlige, og man skal tillige eftergive ikke indløst gæld til sine skyldnere og frihed sine slaver. Og efter syv runder af denne slags – altså hvert halvtredsindstyvende år skal den have fuld skrue i et såkaldt jubelår.

Inden for den katolske kirke har man korrigeret markeringen lidt, da man jo ikke fejrer sabbat, hvorfor man i stedet med afsæt i Luk. 14, 17-21 om ’Herrens nådeår’ har fejret jubelåret hvert femogtyvende år siden senmiddelalderen. Her er ideen at pilgrimme valfarter til Rom, hvor en tilmuret dør i Peterkirkens brydes ned, så man kan komme den vej ind, hvorefter den mures til igen, når året rinder ud.

Skolens jubelår

Overført på skolen kan man sige, at der sidste gang var grund til at juble tilbage i 1993, hvor Danmark fik sin til dato mest progressive og fremsynede skolelov. Blot skete der det uheldige, at daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen kom for skade at melde Danmark ind i OECD’s komparative økonomibaserede målinger af medlemslandenes udbytte af grundskoleinvesteringerne, hvorfor det siden kun er gået ned ad bakke, fordi der er blevet lavet politik på resultater, som ikke matchede skolens sigte men alene en række underliggende fagfaglige parametre. At ministeriet og pressen - for den sags skyld - ikke fra begyndelsen råbte vagt i gevær men i stedet reagerede med panik og flyverskjul, kan man undre sig over, mens det på den baggrund er mindre overraskende, at de få kritiske stemmer, som forsøgte at løfte sig, blev overhørt.

Imens er det didaktiske råderum for lærernes daglige arbejde skridt for skridt – og kulminerende med indførelsen af den seneste skolereform - blevet indsnævret til en trang løbegård bestående af et hav af læringsmål, hvor retning og fremdrift holdes i skak af de nu et år gamle læringsplatforme.

Mod bedre tider

Nu er det selvfølgelig ikke kun folkeskolen, der gennem de seneste 25 år har lidt under konceptet New Public Management, som ligger bag hele denne udvikling, men stort set hele den offentlige sektor, hvorfor der i stigende grad er blevet fremført kritik heraf mange steder fra. Så knapt var læringsplatformene blevet obligatoriske i din digitale folkeskole, før Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen lancerede et opgør med dette styringsredskab, som hun fandt, var kammet over. Og ikke lang tid efter indrømmede undervisningsministeriets departementschef Jesper Fisker under en konference, at ministeriet nok havde haft for høje forventninger til den læringsmålsstyrede undervisning og var gået for hurtigt frem, mens en højtstående embedsmand efter sit exit til Kommunernes Landsforening proklamerede, at det var kammet helt over for ministeriet i relation til initiativet med den læringsmålsstyrede undervisning.

Og nu tyder det så på, at forligspartierne bag skolereformen med undervisningsminister Merete Riisager i spidsen til efteråret fremsætter forslag om, at den voldsomme stigning i antallet af målformuleringer, som med den seneste reform blev gjort forpligtende, reduceres betragteligt. Tanken er, at der tilbage som forpligtende kun skal være de såkaldte kompetencemål, mens det store antal færdigheds- og vidensmål får vejledende karakter – og altså dermed kan komme til at virke som inspirationsmateriale frem for kontrolinstans. Alene den ændring vil gøre det lettere at trække vejret rundt om på landets skoler, hvor den konkrete undervisning planlægges – gerne i samspil med eleverne og ikke alene per dekret. Ophævelsen af færdigheds- og vidensmålene som forpligtende vil i betragtelig grad udvide det didaktiske råderum, hvori god undervisning bliver til, hvis der er plads til lærerens engagement og selvbestemmelse. Går det igennem bliver der således også grund til at juble i 2018, hvorfra ændringerne kan få virkning, men tag blot forskud på glæderne og planlæg allerede i år efter de nye vilkår, da forslaget nok skal blive vedtaget, med mindre der sker noget helt uforudset i forbindelse med fx finanslovsforhandlingerne.

Lang vej endnu!

Enhver jubel får dog som bekendt en ende. Og selv om forslaget skulle gå hen og blive til virkelighed er der lang vej endnu. Der er nemlig på ingen måde ført bevis for, at den læringsmålstyrede undervisning afføder bedre resultater og slet ikke, at fagspecifikke målformuleringer fører til en bedre opfyldelse af hverken de enkelte fagformål end sige skolens overordnede formål. Dannelse er jo som bekendt ikke et udtryk for den ophobning af viden, færdigheder og erfaringer, vi kan samle sammen, men for vores håndtering af disse, og den viser sig primært i vinklingen af stoffet og brugen af indsigterne herfra.

Derfor må der også et opgør med hele det læringsmålstyrede koncept til og ikke mindst må kommunerne renoncerer på de krav til undervisning, som er indbygget i de læringsplatforme, man nu engang har valgt. Fortsat at bede lærerne planlægge med indtastning af færdigheds- og vidensmål vil være imod intentionen i efterårets justering og til skade for såvel elevernes udbytte af undervisningen som for lærernes arbejdsglæde. Skulle de lokale forvaltninger ikke selv tage initiativ hertil må vores kredsstyrelser presse på for at få lempelserne igennem.

Og da kirken jo som bekendt ikke længere er normsættende for skolens udvikling, er der ingen grund til at vente 25 år på det næste jubelår. Lad det endelige indfinde sig allerede i 2019.