Slut med reminiscenserne? - Næppe!
Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen
Umiddelbart før sommerferien åbnede undervisningsminister Ellen Trane Nørby efter pres fra de konservative og Danske Folkeparti på Altinget.dk op for en ophævelse af fritagelsesparagraffen. Hun ville, som det blev udtrykt, tage kontakt til forligskredsen efter sommerferien – altså nu – for at drøfte ideen. Og det kan kun gå for langsomt – om end det næppe kommer til at ske, da Socialdemokratiet og SF kun går med til en ophævelse af fritagelsesparagraffen mod en samtidig ændring af faget navn, hvilket Danske Folkeparti på den anden side modsætter sig. Således har der paradoksalt nok gennem flere år været to alternative flertal i Folketinget – et for en ophævelse af fritagelsesparagraffen og et andet for en ændring af fagets navn – uden at der er sket noget. Og sådan vil status quo nok også være efter efterårets forhandlinger. Men man kan jo håbe.
Forkyndelse, kundskabsmeddelelse og fritagelse
Fritagelsesbestemmelsen kom ind i skoleloven i forlængelse af Grundloven midt i 1850-erne, for at tilgodese den del af befolkningen, som ikke mente at folkekirkens forkyndelse af kristendommen var radikal nok, som den kom til udtryk i skolens undervisning, og for hvem det lå dem meget på sinde at den kristne opdragelse blev varetaget ordentligt. Den gang var der således ingen risiko for, at kristendommen ikke lød i børnenes ører eller mærkedes på deres krop, hvis de blev fritaget for skolens undervisning heri.
I dag er det lige omvendt. Her føres der end ikke tilsyn med, at elevernes får en undervisning, der står mål med skolens, selv om forældrene skriver under på dette – først og fremmest fordi der ikke i kommunernes er ressourcer hertil. Og kommunernes tilskyndes ej heller til at føre tilsynet, fordi de fritagne elever ikke risikerer at skulle til afgangsprøve i faget. Bliver en klasse udtrukket til prøven, og er der en fritagen elev heri, komme eleven til prøve i et såkaldt ”skyggefag”. Det er måske nok en pragmatisk ordning, men mening giver det ikke.
Hvor det tidligere var forældrene, der sikrede forkyndelsen, sikrer staten i dag reelt ikke, at børn modtager oplysning om, hvad religion er, og hvad religion kan bruges til, selv om der i bemærkningerne til skolens formålsparagraf fra 1993, som stadig er gældende, formuleres en tydelig sammenhæng mellem religion og kulturforståelse, ved at kristendommen eksplicit nævnes som det eneste eksempel på, hvad dansk kultur er.
Man opererer altså i grundlaget for skolens virke med, at religion er et væsentligt aspekt ved kulturforståelse, men sikrer via fritagelsesbestemmelsen og forvaltningen heraf ikke, at alle elever erhverver sig indsigt i denne relation. Det er ikke godt nok, hvorfor en ophævelse af fritagelsesparagraffen er påtrængende. Og der har siden det formelle brud mellem skole og kirke tilbage i 1975 manglet belæg for at bevare fritagelsesbestemmelsen.
I dag forkyndes der ikke noget i skolen, og der skulle nødig blive undervist om noget, der ikke er sagligt belæg for, hvorfor der måske i skolens religionsundervisning stilles flere spørgsmål, end der gives svar. Hvis nogle børn ikke menes at kunne tåle denne kritiske distance, har forældrene ifølge Grundloven stadig deres frihed til at vælge et privat undervisningstilbud til deres børn.
Fagets navn
Da skolen tilbage i 1800-tallet og helt frem til 1937 var en forkyndelsesinstitution hed skolefaget Religion. Siden 1975 har det heddet Kristendomskundskab, fordi man efter bruddet mellem kirke og skole ville understrege fagets kundskabsmeddelende karakter på linje med skolens øvrige fag. På daværende tidspunkt var fagets indhold alene koncentreret om forskellige aspekter ved kristendommen og dens forudsætninger i jødedommen.
Som en del af skolelovsrevisionen i 1993 blev det tidligere timeløse emne ”Fremmede religioner og andre livsopfattelser” imidlertid integreret i selve religionsundervisningen, som siden da, netop har været beskrevet som et bredt religionsfag – om end lærerne ikke er pligtige at inddrage de ikke-kristne religioner og livsopfattelser før på de ældste klassetrin, hvorfor der heller ikke er formuleret mål for undervisningen efter 3. og 6. klasse til dette kompetenceområde.
Det ville dog i overensstemmelse med skolens intention om globalt udsyn og differentierede kulturforståelse samt selve ånden i faghæftet være naturligt at gøre det, og det blev faktisk gjort tilbage i 2003 som en del af revisionen Klare Mål under Margrethe Vestager, men kort tid efter udraderet af Ulla Tørnæs i revisionen Fælles Mål fra 2005.
Vi står altså med et relativt bredt religionsfag, som bærer det misvisende navn Kristendomskundskab. Hvor ingen således vil mistænke et fag, der hedder Kristendomskundskab for at indeholde undervisning i alt fra islam og, buddhisme til ateisme og eksistentialisme som tilfældet faktisk er, vil det næppe komme bag på ret mange, at der i et fag med navnet Religion, bliver undervist i kristendom.
Derfor er det helt oplagte at politikerne, når de alligevel skal tale om ændringer for faget også ændrer fagets navn til Religion. Ved samme lejlighed kan de så tillige gøre det obligatorisk med undervisning i alle fire kompetenceområder gennem hele skoleforløbet. Ikke dermed sagt, at kristendommen som religion skal fylde mest i undervisningen. Det skal den fortsat af historiske og kulturelle grunde. Og det matcher formålsparagraffens differentierede formulering om, at eleverne i skolen skal blive fortrolige med dansk kultur og få kendskab til andre kulturer.
På hvilke klassetrin skal der undervises?
Den sidste reminiscens i bestemmelserne angår forholdet mellem skolens religionsundervisning og kirkens konfirmationsforberedelse. Som bestemmelserne er i dag undervises der almindeligvis ikke i religion det år, hvor den lokale kirke inviterer til konfirmationsforberedelse. Det gav frem til 1975 mening, fordi skolen før den tid var forpligtet på at gå kirkens ærinde, så eleverne blev ledt frem mod og forberedt på konfirmandforberedelsen, men det har ikke gjort det siden, hvor formålet for de to former for undervisning har været forskelligt og trukket elevernes forståelse i hver sin retning.
Formelt set har skolen if. skolelovens §5, stk. 5 mulighed for at indlægge en lektion i religion parallelt med kirkens konfirmandforberedelse, men i praksis har det ikke været kutyme på ret mange skoler, dels fordi paragraffens stk. 1 tilsiger, at det ikke er pligtigt, dels fordi en sådan udvidelse af undervisningstiden ville have kostet kommunen ekstra ressourcer.
Med den udvidede undervisningstid i den seneste skolereform, ville det til gengæld ikke være særlig omkostningstungt at indlægge en yderligere lektion på det klassetrin, hvor nogle af eleverne går til konfirmationsforberedelse. Nu betales der alligevel for undervisningstiden over skolebudgetterne.
En sådan ændring ville tillige understøtte et mere harmonisk udskolingsforløb frem mod afgangsprøverne. Som det er i dag, stilles især elever i kommuner, hvor konfirmationsforberedelsen ligger på ottende klassetrin meget dårligt, da de skal prøve i stof, som de har modtaget undervisning i på syvende og niende klassetrin, og altså må leve med, at de i et år ikke har beskæftiget sig med religion i en skolesammenhæng.
Opsamling
Foreningens ønsker til politikerne under efterårets forhandlinger er således følgende:
En ændring af fagets navn til Religion.
En ophævelse af fritagelsesbestemmelsen så det sikres at alle elever får oplysning om religion.
En ophævelse af restriktionen på kompetenceområdet ”Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser”, så det bliver obligatorisk for lærerne at inddrage alle fire kompentenceområder på alle klassetrin. Det betyder, at hele § 6 i skoleloven skal udgå.
En ophævelse af restriktionen på, hvornår der skal undervises i religion, så der bliver obligatorisk undervisning på alle klassetrin – også det år, hvor den lokale kirke udbyder konfirmandforberedelse.
At den kvalitative ligestilling mellem religioner og livsopfattelse cementeres gennem ovenstående ændringer samtidig med at den kvantitative ulighed fastholdes, så kristendommen fortsat kommer til at fylde mest i undervisningen, da det primært er gennem indsigt i den, at man som elev kommer til forståelse af dansk kultur og livsformer.
