Knæfald for kirken

Af John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen

Knæfald for kirken

Det er tragikomisk men bidrager heldigvis til den ellers noget underdrejede munterhed rundt om på landets lærerværelser, at vi knapt var kommet i gang med det skoleår, hvor skolereformen for alvor skulle foldes ud, før ministeren gav mulighed for kompensationer i forhold til reformens rammer. At det kan betegnes tragikomisk hænger sammen med, at det eneste element i reformen, som kommunerne er kommet i mål med i løbet af det foregående år, er den længere skoletid – og det er så netop den, ministeren nu lukker op for dispensation til reduktion af. Men sådan er det måske i dromologiske tider? Så snart et mål er opfyldt – her implementeringen af en længere skoledag - må man straks videre mod nye højder, for hele tiden at føle sig i bevægelse samt være entreprenant og innovativ.

Plads til konfirmandforberedelse

Det forsøg ministeren har sat i søen handler om afviklingen af folkekirkens konfirmandforberedelse. Den kan ikke, som så mange andre undervisningstilbud, indgå i skolens understøttende undervisning, fordi den per definition er forkyndende, hvilket folkeskolens undervisning per definition ikke er. Modsat har konfirmationsforberedelsen en særlig status i skoleloven, hvor kommunerne forpligtes på at levne plads til afviklingen heraf inden for, hvad der betegnes som normal undervisningstid, hvilket almindeligvis vil sige i tidsrummet 8 – 16.

Med en skoleuge på 35 timer for overbygningseleverne skulle man synes, at problemet rent skemateknisk må være til at løse, når der er 40 timer at gøre godt med – også selv om der skal indregnes transporttid til eller fra kirke. Men reformens længere skoledage har en lang skoler og kommuner behændigt benyttet til endnu engang at gøre op med kirkernes monopol på morgentimerne, hvilket mange steder har medført ordningen, hvor kirkerne i halvdelen af konfirmandforberedelsestiden har bevaret morgentimerne fra kl. 8 - 10, mens de så må tage til takke med eftermiddagstimerne fra kl. 14 – 16 i den anden halvdel. Andre steder har politikere valgt at gøre skolernes pres på placeringen af konfirmationsforberedelsen til et spørgsmål om begrænsningerne i elevernes fritid. Og enkelte steder er der måske et reelt problem med at få enderne til at hænge sammen – nemlig der hvor effekten af den seneste kommunalreform har været lukning af en række små skoler på landet og for dårlige aftaler mellem de pågældende kommuner og de stedlige transportselskaber. Her kan det være et problem for eleverne at komme til eller fra kirke inden for den normerede tid. Og det er åbenbart til ære for disse kommuner, der har valgt at spare, at forsøget er sat i værk. På trods af dette har det dog allerede givet anledning til røre i andedammen, at kommuner, hvor problemet ikke er reelt, har valgt at undlade at søge dispensation for undervisningstiden, fordi man hellere vil bruge tiden på at bringe flest mulige elever tættere på en opfyldelse af skolens mål end at lade dem på til ”præst”.

At staten, som tilfældet er i Danmark, har flere forskellige undervisningstilbud – en sekulær grundskole, en sekulær eller politisk/religiøs tonet privatskole samt et konfessionelt forkyndelsestilbud – kan man mene forskelligt om rent politisk, men med folkekirkens placering i Grundloven og deraf følgende klassificering af det religiøse som alment relevant, kan man ikke undre sig over, at staten også tilbyder en konfessionel funderet forkyndelse – uden at denne dog på samme måde som grundskoleforløbet er obligatorisk. Men at blande den sekulære grundskoleundervisning sammen med kirkens forkyndelsestilbud, som det sker i forsøget, er til gengæld en skandale, der mere baserer sig på politiske holdninger end saglighed, og den pragmatisme, der evt. ligger bag forsøget, vil uden tvivl rundt og i landet og især i den offentlige debat herom komme til at mudre vandene til, fordi en konvertering af undervisningstid til forkyndelse jo svært kan forstås på anden måde, end at kristen forkyndelse lige så vel som skoleundervisning kan lede frem mod skolens målsætninger. Indrømmes skal det selvfølgelig, at også kirkens konfirmationsforberedelse er med til at lægge en brik i forhold til at gøre børnene fortrolige med dansk kultur, men hensigterne er vidt forskellige i skole og kirke, da svarene på de religiøse og almenmenneskelige grundspørgsmål i skolen ikke nødvendigvis er kristne, da andre religioners og livsopfattelser ditto i princippet her er ligeværdige. Derfor er det svært at se forsøget som andet end ministerens politisk begrundede knæfald for kirken.


Featured Posts
Indlæg kommer snart
Bliv hængende...
Recent Posts
Search By Tags
Ingen tags endnu.
Follow Us
  • Facebook Classic
  • Twitter Classic
  • Google Classic