Tak for invitationen og til SF og Venstre for at skuldre denne konference.
Også tak til den tidligere minister, Merete Riisager, for at ville noget på dette område – med dette fag, som bort set fra de til tider hede ideologiske og akademiske diskussioner oftest lever et stille og overset liv i kommunen, på skolen og blandt forældre. 

​

Det er dog på den anden side fagets held, at det rent faktisk har en del bevågenhed, idet det styrker refleksionsniveauet og vidensniveauet inden for et felt, omgærdet af følelser, holdninger og værdier.

​

Jeg er, som det fremgår af programmet, blevet bedt om at give en generel kommentar. Det har jeg grebet lidt kalejdoskopisk an – og dermed antydet, at jeg kommer ind på forskellige forhold, som ikke er strengt indbyrdes forbundne.

​

Hvad rapporten ikke siger noget om… en indledende replik
Indledningsvis er det slående, at der er forhold, som ikke behandles i rapporten – væsentlige mangler kan man vel sige. Det er forhold som fagets navn, fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder og fritagelsesbestemmelsen – FS-lovens §6 samt at der ikke er undervisning i faget på klassetrin, hvor eleverne i fritiden tilbydes konfirmationsforberedelse. En række forhold, som man kan undre sig over ikke bliver diskuteret. Men når man læser kommissoriet, så forstår man, at det ikke er en mangel, som arbejdsgruppen kan dadles for, men at den skyldes den præmis, der var sat for gruppens arbejde. 

​

Jeg fremhæver dette indledningsvis – dels for at tydeliggøre, hvorfor jeg stort set ikke behandler disse emner yderligere i mit oplæg, dels for at opfordre til, at når dialoger om revitaliseringen af faget tages rundt omkring, så kan man jo i disse sammenhænge tage sig friheden også at drøfte disse forhold, selv om de kræver politiske beslutninger på Christiansborg at ændre.

Fagets udfordringer i praksis
Et af fagets store udfordringer er det lave tal af undervisere med undervisningskompetence eller tilsvarende kompetencer, som varetager kristendomskundskab, som rapporten også peger på. 

​

Det er en slet skjult hemmelighed, at man historisk har brugt faget som opfyldningsfag i fagfordelingen – og nu igen frister faget nok en tilværelse, hvor man bortprioriterer faglæreren. For efter 10 års bestræbelser med den af mange fortrudte folkeskolereform, som bl.a. satte fokus på kompetencedækningen i alle fag, er der nu på bagkant af coronapandemien en styrket interesse for – særligt i indskolingen – at have et fålærerprincip. Og der er væsentlige argumenter og gode grunde til at prioritere sådan – ikke mindst af hensyn til det samlede læringsmiljø i en klasse, inklusionsdagsordenen, tæt teamsamarbejde med stærk fleksibilitet osv. 

​

Og – som I er inde på i rapporten – har der ikke i mange år været forsket i fagets didaktik på dansk jord og med et fag, som har en utydelig faglighed, grundet mange års vanrøgt, vil mange nok mene, at det er et fag, som de stort set kan varetage uden at besidde den formelle faglighed (undervisningskompetence). Det er i sig selv en udfordring… Sammenlignet med fx et fag som musik eller fysik/kemi vil ingen – uden reel faglig kunnen - hævde eller påtage sig at undervise i disse fag. 

En diskussion af hvordan man griber disse udfordringer og forhold an, er væsentligt at drøfte – om man fx vil fastholde fagets kompleksitet og indhold, eller i højere grad tone det, så det bedre kan håndteres af en bredere gruppe af lærere. Jeg hælder til det sidste – at fastholde fagets komplksitet.

​

At styrke viden om og kendskabet til, hvordan fagets indhold og arbejdsformer, som det bør være i henhold til Fælles Mål, kan realiseres i praksis, er nok en væsentlig byggesten i en revitalisering. Det vil arbejdsgruppens anbefaling 5 kunne bidrage til – men der skal givet også findes andre veje – så lad os håbe, at der vil komme en livlig debat rundt om i landet på baggrund af rapporten og dens anbefalinger. 

​

Når dt så er sagt, så står vi på den anden side med et fag, der trods mangler, har rigtig meget godt at byde på - i sig selv og i samarbejde med andre fag og emner. Det kommer jeg ind på om lidt.

​

En anden udfordring er…
En anden væsentlig omstændighed, som kan være en udfordring i faget, er, at det på de fleste årgange har et vejledende timetal svarende til en lektion om ugen. Det kan her være en særlig udfordring af skabe sammenhæng og fordybelse, hen over skoleåret. Ligeledes ligger der også en særlig udfordring i udskolingen m.h.t. at skabe faglig kontinuitet – i der er et skoleår – 7. eller 8. klassetrin - hvor der ikke undervises i faget for at skabe rum til konfirmationsforberedelsen, som eleverne kan vælge at gå til i deres fritid.

En passant i tilknytning til hensynet til konfirmationsforberedelsen – så er det i København vist nærmest i dag kun 50% af eleverne, som bliver konfirmeret.

En vigtig formidlingsmæssig opgave
Jeg har ikke forskning eller anden dokumentation for det følgende, men det er mit bud, at der ligger et potentiale i gøre mere ud af at forklare faget for børn og forældre. Mange ser ikke faget som væsentligt – men i højere grad som politisk fastsat og en anakronisme og som et fag, som beskæftiger sig med, hvad en del opfatter som barnligt vrøvl og overtro – og måske endda som forkyndende, indoktrinerende og lign. Og fagets nuværende navn er bestemt ikke hjælpsomt i den forbindelse – særligt ikke i forhold til mennesker, som forbinder sig med andre religioner eller livsopfattelser.

​

Fagdidaktisk udvikling
Jeg er meget enig i – og i tilknytning til de udfordringer jeg før omtalte – at faget kan have glæde af forsknings- og udviklingsarbejde, og her særligt som det også fremgår af rapporten m.h.t. begreberne åndelig udvikling og den religiøse dimension i skolens kontekst. Der ligger et vigtigt arbejde her med at didaktisere, konkretisere og udforske, hvordan disse begreber kan indgå i den pædagogiske praksis. Måske har faget en intellektuel slagside – eller måske nærmere et sansemæssigt eller kropsligt underskud. Jeg vil i den forbindelse pege på, at potentialer i at anvende praktisk-musiske arbejds- og erkendeformer er vigtige at afdække. Æstetiske læreprocesser rummer potentiale til at tænke nyt og dermed også potentielt en anden og bedre verden.

Hvordan arbejder vi i undervisningen med, at fagets kundskabsområder ikke blot er noget, eleverne lærer om, men også lærer af, er et væsentligt spørgsmål. M.a.o. hvordan udvikler vi undervisningen i faget, så den får formende betydning for eleven og således bliver til dannelse – til noget som eleven kan anvende i sin egen orientering i og håndtering af livet. Jeg vil i den forbindelse igen pege på, at potentialer i at anvende praktisk-musiske arbejds- og erkendeformer er vigtige at afdække. 

Inden for faget historie har fx Marianne Dietz med sin ph.d. ”Spil i historiedidaktisk perspektiv med fokus på elevers udvikling af historiebevidsthed” givet et bud på, hvordan man kan arbejde med historiebevidsthed. Her bliver elevens rolle i spillet en form for mediator mellem fortid, en historisk situation, og så elevens meningsdannelse i nutiden.

​

Tiltagende dele af elevernes tid i skolen, og i hverdagen i øvrigt, er præget af formidling via et medie – typisk en skærm, og mindre og mindre tid til det sansede, hvor kroppen er i anvendelse. Det være sig i legen, i undervisningen og i livet i øvrigt. I en bredere betragtning taler det også for, at det sansebaserede i skolen er et tiltagende generelt behov og væsentligt fokus.

​

Faget i dialog med andre af skolens fag, obligatoriske emner mv.
Det vil være mit bud, at det kan bidrage til en revitalisering af faget ved at se på og beskrive relevante sammenhænge med andre af skolens fag og opgaver. Man er lidt inde på det i kommissoriet og til dels også i rapporten.

​

Helt oplagt er det at udvikle stærke relationer til ikke mindst historie, men også samfundsfag og danskfaget. Det vil givet kunne spille fint sammen med anbefalingen om ”religiøs læsefærdighed” – udviklingen af elevens blik for at kunne se det religiøses tilstedeværelse i mange forskellige sammenhænge. 

Samarbejde på tværs af fag har fx været så betydningsfuldt for udviklingen af de tre naturfaglige fag i folkeskolen (biologi, geografi og fysik/kemi), at de har skulle fastsætte fælles faglige områder – som er bakket om via den fællesfaglige prøve. Det har skabt en udvikling – givet med udfordringer om de enkelte fags fagligheder i kontekst – hvor fagene stærkere spiller sammen, og hvor der er skabt stærkere muligheder for fordybelse og elevformulerede problemstillinger og undersøgelser.
Og når nu vi er ved naturfagene, så er det også oplagt at se på, hvordan kristendomskundskab kan have samarbejder med naturfagene. I rapporten er en oversigt over begrebsdomæner – den religiøse og den videnskabelige. Der ligger en oplagt mulighed for kristendomskundskab i at profilere sig i sammenhæng med ikke mindst naturfagene – og samtidig ad den vej tage livtag med opfattelsen af faget, som noget der især beskæftiger sig med menneskers overtro. Et fag, som i og for sig er en anakronisme og intet har at sige til mennesket i dag.

​

Forholdet mellem tro og videnskab – og på hvilken måde de har et ærinde med hinanden – er ikke et nyt tema – men jeg kan ikke lade være med at henvise til det nye Center for Videnskab og Tro, som er oprettet. Centeret skriver bl.a. på sin hjemmeside: ” Videnskab og tro er distinkte tilgange til at forstå verden med, men i praksis arbejder de forskellige tilgange sammen for at løse konkrete samfundsmæssige udfordringer og personlige dilemmaer. Elementer af tro kan stimulere videnskab, og videnskab kan både korrigere og stimulere tro.”
Måske kan en revitalisering af faget også ske i en dialog eller med inspiration fra forskning og erfaringer fra det nye center.

​

En revitalisering kan også ske gennem fokus på og didaktisk stilladsering af eksemplariske forløb i samarbejde med skolens timeløse fag seksualorientering fx inden for emner som identitet, kærlighed og begær.

​

Blandt andre bredere temaer og opgaver i skolen, som faget kan bidrage til kan nævnes:

• temaforløb om fx klimaudfordringen og menneskets forhold til naturen. 
   

• skolernes arbejde med undervisningsmiljø, værdiregelsæt, mobning og inklusion. 
   

• Biotek og digital dannelse i form af drøftelser om mennesket i lyset af kunstig intelligens og forestillinger om fx singularitet. Hvor meget kan vi restaurere et menneske, før det ikke længere er et menneske, er der grænser for optimering af kroppen i fx æstetisk og præstationsmæssig sammenhæng, er et potentielt nærmest evigt liv ønskeligt, og hvilke konsekvenser har det m.h.t. ens egen eksistens, klodemæssig bæredygtighed osv.

​

Faget har en vigtig rolle i elevernes demokratiske dannelse
Det er oplagt, at faget bidrager til en række dele af folkeskolens formålsparagraf – den demokratiske dannelse med respekt for den anden og med et blik for, at skolen skal give eleverne et fundament at tage stilling og handle på. Og fagets dialogiske element er også væsentligt ind i en dagsorden om tonen på debatsider, sociale medier og lign.

​

I pamfletten, Skolens demokratiske tilstand – med undertitlen Dekalog, Didaktik, Dialog skriver bogens forfattere, herunder Katrine Fylking fra Danmarks Lærerforening, bl.a.: At lære at samtalebetyder flere ting. Du skal støtte dem i at turde have holdninger og hjælpe dem med at ytre sig. Du skal skabe muligheder for at de hører andres perspektiver, og du skal lære dem at tie og at lytte og tåle uenighed. Det kan vække ubehag ikke at få ret og at skulle give plads til andres måske meget fremmedartede udsagn. Demokrati er frihed til at tænke, mene og ytre sig, men også begrænsning og pligt til at tie, lytte og affinde sig med.”

Det er selvfølgelig en opgave for alle skolens fag og for skolens virke i sin helhed – men kristendomskundskab har dog i mine øjne særligt gode muligheder for at skabe rum for, at eleverne kan udvikle og øve sig herpå - for i vores samtaler om en bedre verden i det små og i det store, så er svarene kun at finde i det gode argument, i værdierne og i forestillingen – og her er faget en oplagt øvebane.

​

Faget i en trivselsmæssig sammenhæng
I rapporten og i kommissoriet omtales fagets potentiale i tilknytning til de udfordrende livsbetingelser, som ifølge data, teorier, observationer mv., vurderes at præge unges virkelighed. Og ja, skolen har en opgave her – blot man husker, at skolen er n dannelsesinstitution, og ikke en behandlingsinstitution. Og netop kristendomskundskab har bestemt noget at byde på her. At give børn og unge relevant sprog, fortællinger og indsigt i eksistensens centrale temaer er en væsentlig opgave for faget. 

​

Faget er - strengt taget - det eneste fag i folkeskolen, som giver rum for, at børn kan udvikle deres sprog og tænkning inden for livets centrale forhold – mening- meningsløshed, død, kærlighed, retfærdighed, ondskab, jalousi. Skolen har fejlet grelt med sin opgave, hvis den ikke har givet vores børn mulig for at tilegne sig et sprog for at kunne tale om disse emner og med nogle bud på fortællinger og oplevelser og reflekterede erfaringer, som de kan trække på i deres selvforståelse, i deres væren i verden og i deres møde med andre mennesker. Man taler om det, man har sprog for – og i dag har vi – børn som voksne – et veludviklet sprog for psykologiske forhold. Vi bør sikre – ikke mindst via faget kristendomskundskab – at vores børn får rum og mulighed for at udvikle et godt sprog om eksistensen.  

Det er mange år siden, at den tyske tænker, Thomas Ziehe, skrev om kulturel frisættelse kulturel ekspropriation. Og i årene der er gået – ikke mindst med indtoget af internet, sociale medier og mobiltelefoner - er ekspropriationen af menneskets, og ikke mindst børnenes, livsverden øget massivt – og har i dag nærmest karakter af en fuldstændig besættelse. Grebet rigtigt an tilbyder faget et modstandspotentiale mod denne ekspropriation – et tilbud om et rum hvor eleverne sammen kan udforske eksistensens vilkår, og gennem det faglige stof og undervisningen gå i dialog med og lade sig inspirere af menneskers og kulturers svar på disse spørgsmål gennem tiden. 

​

Faget rummer mulighed for at rammesætte en pause, en pause, hvor man kan spørge anderledes om og ind til de forhold, som for unge mennesker og mennesker i øvrigt – bevidst eller ubevidst – fylder i deres liv. Arbejdsgruppen er i rapportens side 26 inde herpå. At man med Hartmut Rosas analyser kan konstatere, ”at forsøget på at beherske tilværelsen teknologisk, økonomisk, politisk og individuelt medfører, at verden på paradoksal og gådefuld vis trækker sig tilbage i stum meningsløshed. … og som det efterfølgende videre står – ”Et moderne kundskabsmeddelende religionsfag skal tematisere disse forhold og således være med til at forberede eleverne på livet i verden, som ikke bare står til vores rådighed, men som vi må indlade os på og drage omsorg for.” Kloge, smukke ord.

​

Jeg har altid været af den opfattelse, at kristendomskundskab er et vigtigt fag i folkeskolen, og jeg må sige med bl.a. rapporten og de eksempler, jeg har nævnt, at man fristes, trods fagtrængsel, til at konkludere, at havde faget bedre arbejdsvilkår og flere timer – så ville vores børn nok stå på et stærkere fundament, når de forlader skolen.